Vis tekst

  Sidst opdateret: 02. sep 2012 19:40
  Kan læses af: alle

En ulv ved navn Fjeldhammer rejser ind i sommeren til Danmarks septer. Han forlader hver sept som sit hjem og rejser mod Grækenland, Sverige og Irland i et mægtigt rejserite og en bodshandling. Han bringer gaver hjem til Landet fra alle tre rejser – ulven Orfeo, en god aftale og Musvågen. Disse skænker ulven Fjeldhammer til Danmarks septer og ritet afsluttes til sommerblot i Troldhøj, hvor han lægger sit navn og Fjeldhammer gravsættes. Men Fjeldhammer er både glemt og husket. Han er bundet til tre septer og som en skygge og en sang og en hvisken går han blandt septernes ånder. Men han ligger også i en pose i en lomme. Sagaen om Fjeldhammer er for bestandigt forandret.

En ulv ved navn Drageild rejser igennem sommeren. Han bygger broer mellem Danmarks tre høje. Første bro bygger han mellem Troldhøj og Sorthøj sammen med Mange Sår og broen står stærkt. Den anden bro bygger han en måned senere i sensommeren mellem Sorthøj og Himmelhøj med den unge Ask, som har fået til opgave at vogte Sorthøjs port med deres portvogterrune Ginnungagabs Nøgle, hvori brobyggerritet bor. Ritet fejler og broen brister midt i ritet. Måske er det Drageild, der er overmodig, måske er det bare sort uheld, måske er det Ask, der er for uerfaren til at håndtere den mægtige rune, han har fået i hænderne. Drageild farer ud i umbraen på jagt efter den løbske bro, mens ulvene på Landet holder dens ender forankrede. Meget fremmed slipper ind på Landet i de dage, hvor Drageild er på jagt. Det meste bliver bortvist eller dræbt på stedet. Noget slipper forbi vagterne og skjuler sig. Den sidste bro bliver bygget et par dage efter med ulven Ask mellem Himmelhøj og Troldhøj. Her har han hjælp af Furien Orfeo og ritet bliver udført langsomt og omhyggeligt. Broen står stærkt og Orfeo kræver med det samme sin belønning.

Ulven Drageild rejser ud af sommeren gennem et dødsrite og et landsblot. Orfeo kræver sin død af Drageild og i natten efter den tredje bro er bygget synger han sin afskedssang. Sangen klinger gammelt og råt, som var den skåret ud af klippe, båret på havvinde og pisket med salte skumsprøjt. Sangen bliver abrupt stoppet og erstattet af en våd gurglen, da Drageild efter ti minutters lytten skifter form og tager hans strube med et enkelt hårdt slag. Ulven synker ned på knæ og læner sig bagover til ryggen hviler på græsset. Drageild skiller hovedet fra kroppen og flår derefter brystet op og løfter hjertet ud. Så æder han det. Sammen med Aslak, Magne og Jord giver han sig til møjsommeligt at æde resten af ulven med stor koncentration. Røn bliver og vogter ritet, men tager ikke del i måltidet. De æder den døde gode, til der ikke er andet tilbage end blodet i græsset. Derpå hviler de og tager til landsblot.