Vis tekst

  Sidst opdateret: 11. jun 2009 17:12
  Kan læses af: alle

Det starter som en lav brummen, medens varulven rokker frem og tilbage i det bløde sæde. En sødlig støvlugt pulserer omkring ham som hans tunge, klobesatte næver banker skyer ud af det røde betræk i en vedvarende stempelrytme. Rytmen snørkler sig ud i mørket og blander sig med lyden af mættet æterisk stilhed. Om stilheden udelukkende befinder sig i varulvens hoved, eller om den er et vagt ekko af en fjern umbral antisymfoni er uvist. Der er ingen tilskuere til spektaklet. Århus musikhus er lukket for natten og vagten har valgt at låse sig inde på toilettet, hvor han hulkende og skrigende dækker sine ører, medens han prøver at kontrollere rystelserne i sin krop.

Så vokser lyden i varulvens strube til en skærende og jamrende hylen. Det er ikke første gang, at den store koncertsal har hørt den lyd. Blot plejer den at genlyde i salens umbrale skygge, hvor han tit har siddet og tudet med til de gamle operaer, der udspiller sig på scenen. I nat har varulven sat sig i kødet. Et kød han længes efter, men som også er tungt og uvant for ham. Som en alt for stor, gennemblødt uldfrakke, hvor samtlige syninger kradser og stikker. Hvert øjeblik i kødet er en kraftanstrengelse og hans hjerte længes efter at give efter og svinde tilbage ned i drømmen.

Varulven løfter sin snude mod det fjerne tag og bryder ud i et sidste kakofonisk brøl. Salen skælver. Mørket omkring ham lyser op i en svag gnistren, som væsnerne i skyggen presser deres øjne igennem sløret for bedre at kunne betragte ham. Kløerne borer sig ned i sæderne og spreder stof, polstring og træ omkring ham for tusinder af kroner. Brølet forstummer og efterlader kun lyden af en hysterisk alarm. Varulven læner sig tilbage i det ødelagte sæde og lader endelig sine øjne blive fjerne. Medens blanke tårer baner sig vej ned langs begge sider af hans snude begynder læberne og struben at bevæge sig. På det ældgamle sprog formes et enkelt ord tungt af betydning og skæbne. Et ord der har genlydt til adskillige blot og på utallige slagmærker, men som nu virker fjernt og irrelevant i varulvens ører. Et ord hvis hviskende ekko bliver hængende et enkelt hjerteslag, som ulven endelig svinder bort i det støvede mørke, da drømmen gæstfrit tager ham i sin favn. Som støvet lægger sig og alarmens hylen forstummer, svinder selv dette ekko hen. Kun i de hviskende væsners erindringer klinger det stadig. ”Drageild.”