Vis tekst

  Sidst opdateret: 03. feb 2008 07:22
  Kan læses af: alle

Ved verdens ende står et tempel så gammelt som folket selv. Dets søjler og sten ligger spredt omkring som knækkede tænder efter et barslagsmål. Det eneste der stadig står, er en statue i midten af templet af en varulv i sin kampform. Den ser ud som så mange andre varulve, bortset fra en ting: den har tre rygsøjler til at støtte sit hoved.

Da Fjörgyn skabte folket, gjorde hun det ud af ting som fandtes i forvejen i stedet for at skabe alting fra bunden af. For at være gode beskyttere af verden måtte de nemlig være gjort af den. Til rygsøjlen på den første varulv tog hun en slange. Varulvene skulle nemlig være stærke, men smidige og bøjelige samtidig. Hun gik til Ormefaderen og krævede et af hans børn til formålet. Stolt over at kunne hjælpe Fjörgyn gav Ormefaderen straks sin førstefødte som var en jerngrå orm, der bugnede af muskler og kunne knuse elefanter i sit greb. Fjörgyn gjorde den første varulv færdig med denne orm og sendte ham ud i verden.

Ikke længe efter kom ulven tilbage til hende med banesår. Hun spurgte, hvad der var sket og han svarede at det havde været mægtigt at være i live. Han havde kæmpet og sejret fra det øjeblik han satte sin fod på jorden og ikke tøvet et øjeblik. Til sidst havde han kastet sig hovedkulds ind i den største kamp han kunne finde og blev fældet på stedet. Fjörgyn spurgte ulven om han havde nået at tage behørig afsked med sine børn, så de kunne fortsætte kampen, men ulven kiggede bare fåret på hende. Børn? Det glemte jeg sgu.

Fjörgyn ugjorde da ulven og skabte en ny fra bunden af. Hun gav ham igen Ormefaderens ældste søn til rygrad, men måtte sande at det ikke helt var nok. Så hun besøgte Ormefaderen igen for at få en ny rygsøjle at supplere med. Ormefaderen gav derfor Fjörgyn sin næstældste søn, som var det smukkeste man nogensinde kunne lægge sine øjne på. Grøn og rød og gylden og besat med perleskæl ned af ryggen. I panden havde denne orm en glitrende diamant og dens øjne var som opaler. Denne orm satte hun ved siden af sin storebror og gav ulven dem som rygsøjler og sendte ham ud i verden.

I lang tid hørte hun intet til sin kriger. Til sidst kom ulven tilbage, knust og sønderbruden af ælde. Fjörgyn spurgte ham, hvad der var sket, og han berettede om sit lange liv, hvor han havde sejret over alt, hvor han kom hen. Ingen fjende kunne finde ham, hvor de troede han var, og når han lod dem finde sig var det altid i en overlegen position, hvor han let kunne dræbe dem. Han havde været som den stille gift og det pludselige lyn. Som lavinen, der venter i årevis på det rigtige øjeblik til at vælte ned og kvæle sit offer. Styrke og snilde, forenet i to. Så har du vel efterladt et folk til at fortsætte dit arbejde som er lige så mægtigt som dig, spurgte Fjörgyn så. Til dette fnyste ulven hånligt. Jeg ved, at kun mig selv, kan jeg stole på. Satte jeg væsner i verden med mindre styrke end mig selv, ville de ende som min fjendes våben og ligge mig til last. Jeg har sejret i ensomhed.

Fjörgyn ugjorde også denne ulv og besøgte Ormefaderen for tredje gang. Du må give mig en ny rygsøjle, O fader til alle orme. Hvad var der i vejen med de to første, spurgte han. Intet, svarede Fjörgyn, men de var ikke nok. Ormefaderen gav hende så en sidste orm. Den eneste der kunne holde hans to børn i skak. Nemlig ham selv. Og Fjörgyn tog ham og satte ham mellem hans to sønner og sendte ulven ind i verden med tre rygsøjler. Og denne ulv kom aldrig tilbage til sin moder. For hver gang ulven havde lyst til at kaste sig ind i en kamp, hviskede en stemme til ham om besindighed, og hver gang hans kløgt og snilde fik ham til at se fjender overalt, hviskede stemmen til ham om værdighed. Og med tiden så ulven at selvom fjenden ikke var besejret, var den trængt væk, og at han med ro kunne grundlægge et folk til at føre kampen videre. Således gik den første ulv videre i sine børn og de tre orme med. Folket byggede et tempel til deres stamfader og satte en statue over ham. Og på et sprog, der nu er længst glemt, kaldte de hans tre rygsøjler for hæder, visdom og ære og huskede de principper i al tid fremover.