Vis tekst

  Sidst opdateret: 14. jun 2007 18:31
  Kan læses af: alle

En lun aften i maj træder Drageild ud gennem de brede porte til Musikhusets operasal. Han strider over den skinnende hvide fliseørken, medens rolige tårer trækker våde spor i pelsen langs snudens sider. Hans frakke blafrer bag ham i den dramatiske slipstrøm fra Carmen som storladent svømmer ud fra den sal han netop har forladt.

Da han træder igennem karuseldørene til hækkelabyrinten udenfor prøver en skare maskeklædte dansere at følge efter ham, men de fanges i refleksionerne i Musikhusets glasfacade. Udenfor vender han sig om og betragter mylderet af dansere der hvirvler omkring hinanden i deres glasfængsel. Imellem dem ser han sin egen refleksion og falder i staver over den.

Med rolige skridt går refleksionen hen til Drageild. To ens varulve over for hinanden i tavs betagelse. Dragild vandrer langsomt en tur omkring Drageild og beundrer den måde pelsen falder på under den tunge frakkes skøder. Han nyder det stolte stålblik i de mørke øjne og det brede, tætpakkede bryst der hæver og sænker sig under det. De dødbringende klør, de smidige muskler på arme og ben. Drageild bukker let som en kavaler for sig selv og refleksionen bukker igen efter en let tøven. Som et ekko.

De går hver til sit. Refleksionen tilbage til sin glasramme og Drageild tilbage til sine pligter. Hver med deres tilfredse drag om snuden.