Vis tekst

  Beskrivelse
  Kamptal
  Flere tekster

layout: spacer

En god soldat

  Sidst opdateret: 03. jun 2005 20:03
  Kan læses af: alle

En fortællingen cirkulerer blandt fortællende ånder. De har den fra Drageilds egen mund som så mange andre af hans udgydelser.
_________________________________________________

Jeg er en god soldat som løfter mine fødder højt, når jeg går i krig for Sagen. For Sagen!! Sagen motiverer mig. Sagen driver mig frem. Sagen dulmer mine nerver og giver mig hvile.

Jeg er en god soldat som løfter min hånd højt og lader den falde dybt, når jeg går i krig mod Fjenden. Mod Fjenden!! Fjenden må nedkæmpes. Fjenden hader mig. Fjenden drypper galde i søens vand.

Jeg er en god soldat, for jeg har sjæl og kæmper med ære og stolthed. Jeg husker mit navn. Jeg slår ikke ihjel som Fjenden. Jeg væder ikke jorden i blod som Fjenden. For hver knogle der splintres mindes jeg min moder. For hver strube der flåes op mindes jeg min fader. For hvert hjerte der rives ud mindes jeg Sagen.

Og så længe jeg kæmper for Sagen og mindes min moder og min fader er jeg fri og ingen lænke kan binde mig. Jeg kan gå, hvor jeg vil, sove, hvor jeg vil, spise og drikke, hvor jeg vil. Sagen står bag mig og giver min dom vægt og mit ord ret, sådan at ingen kan sige mig imod. Retskaffenhed er mit sværd og mit skjold. Der er dem som ikke forstår og nogle af dem lider af og til for det, men de er mange og Sagen ser kun kontinenter og bekymrer sig ikke om byer. Jeg vil sørge, når kampen er ovre og bringe bod til de ansigter som er blændede af tårer.

Når krigen er slut. Og det vil vare længe. For Fjenden hviler ikke. Fjenden har ikke nogen Sag. Fjenden har ikke sjæl og kæmper ikke med ære og med stolthed. Fjenden husker ikke sit navn. Fjenden slår ikke ihjel som jeg. Fjenden væder ikke jorden i blod som jeg. Fjenden hader mig. Fjenden drypper galde i søens vand. Og jeg vil gøre, hvad der skal til for at stoppe kæften på Fjenden. Om jeg så skal drikke galden af søens vand og spytte den tilbage ned i Fjendes svælg. Om jeg så skal splintre hver en knogle, flå hver en strube og rive hvert et hjerte ud der stiller sig mellem mig og Fjenden. Om så det er min moder og min fader der stiller sig i vejen.

Jeg er en god soldat.

En god soldat.