Vis tekst

  Sidst opdateret: 18. nov 2004 02:28
  Kan læses af: alle

Varulven forlader Ånden på Slægtsfolkets dørtrin. Mørket er faldet på og luften er skarp af efterår. Han går ind med kort nik, da hun åbner og forsikrer ham, at den vordende mor ikke er i stuen. "Hej Anna," er hans eneste mumlende anderkendelse af hendes tilstedeværelse. Han sætter sig tungt på en sofa og lægger denne uges forsyninger på sofabordet i en træt knitrende nettopose. Den ene hånd søger instinktivt op for at gnide de sortrandede øjne, medens den anden taknemmeligt tager imod den tilbudte kaffekop. Et øjeblik læner han sig tilbage og lader sine tanker drive som lasede røgskyer ud af rummet og ud af verden.

Men uden for verden venter Hans blødende øjne og blide smil. Uden for verden venter en fanges hvisken og den skrigende blodtørst fra et knækket sværd.

Drageild sætter sig op og sætter koppen fra sig på sofabordet. Endnu en kaffering slutter sig til de andre. "Hvordan har hun det?" Han får selv lov til at se til hende. Hun sover nu. Ingen fare for et chok der kan skade barnet. Han sætter sig stille i fodenden af sengen og sender Anna væk med et blik. Han bevæger sig ikke. Vover end ikke at lægge en hånd på hendes fod. Betragter bare en stund hendes enorme mave hæve og sænke sig. Så fokuserer han på skyggerne i randen af sit synsfelt. De er stadig, hvor han forlod dem. Evigt vagtsomme. Så lader han hagen falde ned på brystet og føjer sin søvn til hendes.

Han får hende i tale på en sporvogn og må afbryde hende i en ophedet diskussion med en horde af olde- og tipoldemødre som desperat prøver at overtale hende til ikke at stå af endnu. "Vent! Bare et stop til! Vi beder dig, barn!" De forstummer klogeligt, da han træder hen bag hende, men deres øjne forbliver håbefuldt bedende, indtrængende. Hun læner sig udmattet mod hans bryst og lader fingrende glide igennem den stride sorte pels der dækker hans sider. Hans puffer let til hendes hoved med snuden og tager nogle drag af hendes duft. Så sætter han hende fra sig på det forreste passagersæde og kører sporvognen igennem tyste gader en stund. Millioner af mennesker står tavst på fortovene og ser sporvognen køre forbi. Nogle af dem bukker. Andre græder. En spiser rådne agurker fra en østersskal og smiler og vinker.

Da sporvognen stopper ved Den Mørke Skov er kun Connie og varulven tilbage. Han hjælper hende ud mellem træernes rødder og finder en mosbeklædt sten for hende at sidde på. Selv sætter han sig på jorden ved siden af og tager sin chaufførkasket af. "Det kan komme når som helst nu." Hun smiler og lægger hånden over maven. "Bliver han Fenrir, som dig?" spørger hun og lægger hovedet på skrå. "Ikke lige som mig. Bedre, stærkere." Hun ler og lader sig falde bagover. Ned i det bløde, bløde mos. Hendes lyse hår spreder sig ud mellem bregnerne og træerne i skoven. Som et blond løvfald. "Stærkere end dig, stor og stærk," synger hun. "Han bliver din død, engang." Det sidste er sagt helt alvorligt. Varulven rejser sig og går. Væk fra skoven og ud af drømmen.

Da han skal til at forlade huset igen, lægger Anna en hånd på hans skulder. "Vi får brug for hjælp til fødslen. Det kan være når som helst." Da han ikke vender sig eller svarer tilføjer hun: "Hvad har du tænkt dig?" Han lægger sin egen hånd trøstende over hendes et øjeblik, før han går. Hans stemme kommer til hende som han selv forsvinder ned ad indkørslen. "Et Fenrirbarn født i svaghed vil leve sit liv i svaghed."