Vis tekst

  Sidst opdateret: 26. feb 2004 20:43
  Kan læses af: alle

Torsdag den 26. februar er en lidt grå og særdeles almindelig dag i Århus. Livet kører rundt og støjer søvnigt som det altid gør. Kun i Ceres Bryggeriets gård er der et lidt usædvanligt optrin. Det har samlet sig om udsigten til skorstenens top, hvor en lille figur vinker til dem og hujer fjernt.

I umbraen farer en kampånd hidsigt frem og tilbage ved skorstenens fod. Den er en sky af gnister, lys der glimter i skarptslebent stål og den våde lyd af kløer der flår levende kød. Vredt langer den ud efter en køligt summende spindler der mistænksomt overvåger den og trækker sig forsigtigt lige ud af dens rækkevidde.

Lige udenfor porten til bryggeriet står Drageild og kigger på mængden og kvinden, hvis ben dingler ud over skorstenens top. Han lytter irritabelt til den skrattende råber som en politimand taler formanende ind i. Kvindens tåbelige hujen puster legesygt til den allerede flakkende primale vrede i hans bryst. Han vender sig om og går. Den her må hun sgu selv klare sig ud af.

Han ryster sig som han går ned mod Mølleparken. Han kan mærke dem stirre på ham fra skyggen. De stirrer og snakker og bliver nervøse over hans Raseri. På dage som denne bliver han træt af deres opmærksomhed og evige pludren. Han bliver træt af sit eget Raseri som efter han vendte tilbage er vokset og aldrig rigtig ligger stille. Han bliver træt af hele tiden at være bundet - ikke bare af den verden han lever i, men af sig selv.

Han finder en skripi og kværner den. Det hjælper ikke så meget som han havde håbet.