Vis tekst

  Sidst opdateret: 16. jul 2010 16:07
  Kan læses af: alle

26 juli 2010, København

Indre by, få timer før solnedgang.
En krage flyver fra Amager ind over byen. Om dens ene fod sidder en lædersnor fastsnørret - i snoren hænger en sten formet som en ulvs tand.
Stenen er mørk med et rødligt skær.
Kragen flyver igennem byen, lander nogle steder og letter igen for at flyve gennem andre dele af byen.
Hvor kragen har fløjet efterlades der fra den mørke sten en duft af blod, blod af en særlig karakter, blod vækket til live åndeligt.

Amager fælled, Stedet for Vi generobringen, minutterne før solnedgang.
Ulvehyl høres svagt over Amagers grønne områder, og jorden er mærket af kamplystne ulves blod og klør.
De er på vej, ikke mod en fjende, men to. Der er lagt en plan, en fælde, kløgt, snuhed og forsyn skal nu kulminere.

Kongens nytorv, kl. 01.30
Daniel Trenne Tegn og Elva står klar på deres pladser. Som to ud af tre kobbel-alphaer og størstedelen af Septens ældsteråd , har de det meste af dagen ventet på solnedgangen og nattens mørke.

Jarlen og de andre dommere havde alle se nogle af disse ”forsyn” om Nekropolises planer, og her på Kongens Nytorv i aften, vil arvefjendens krigere komme til overfladen for første gang.
De kommer med sine egne planer, kræfter og intentioner. Synet havde vist 6 stærke Spiraldansere, synet havde vist dem komme op der, hvor Cityringen er ved at blive gravet, krydse Kongens Nytorv, igennem byggepladsen og i retning af, hvad der godt kunne være Viet.

Danserne havde set stærke ud havde Jarlen fortalt. Elva sad og tænkte over det, mens han ventede fra sin plads på toppen af Det Kongelige Teater. Stærke dansere betød en god kamp, men også fare, særligt for de unge ulve. Og med den plan Jarlen havde lagt sammen med ham og Daniel, var det sikkert, at der ville komme kamp uden nogen af fjenderne stak halen mellem benene. Men det betød igen mere kamp, hvilket han var glad for, og mere fare for Septen, hvilket han ikke var glad for. Så var det godt, at Jarlens plan havde et par esser i ærmet, det skulle nok blive en god aften. Han smilte, mens han tænkte på hvor overraskede Danserne mon ville blive, når planen udfoldede sig. Han så over mod Daniel, der stod klar ved indgangen til Strøget.

Daniel havde stået og ventet siden solnedgang. Der kunne godt gå lang tid vidste han, det var ikke først gang han stod der og ventede på dem. Dette gav ham lejlighed til at få prøvet den nye gave tranen havde givet ham. Han stod og lænede sig op ad en væg, mens han kun støttede på det ene ben og holdt om en sten i sin venstre hånd.
Pludseligt så han dem komme gående mod enden af Strøget. Der var mange, lagde han mærke til, flere end der plejede at være - flere end han havde regnet med. Han kunne tælle16- 17 stykker af dem. Han begynde at flytte position således at de ville få mærke på dem. Det var tydeligt, at de var ophidsede af blod lyst og han kunne se deres øjne var tændte. Hende åndemaneren i Sorthøj, der havde vækket blodet i stenen havde gjort det godt. Nu var det vist også hendes eget blod, og nu var det jo blod som hans eget, og det var noget Draugerne ikke kunne stå for, særligt når det også kunne duftes helt ind i ens inderste.

Da han viste, at de havde set ham, begynde han at lunde væk over mod Det Kongelige Teater. Fuglen, der bar halskæden landede på hans skulder netop som han nåede den anden side af vejen - lige efter planen. Han tog halskæden fra fuglen og takkede den kort, mens den fløj væk. Jarlens plan gik ind til videre godt, men der var langt endnu, og det kunne stadigt gå galt. At bruge sin gave til at få et dyr til at skabe blod sporet var måske smart nok af Jarlen, så kom han da uden om forbuddet med de forbudte zoner. Men dette kunne have trukket endnu flere draugere til end de havde ønsket, men nå ja, det så da meget godt ud ind til videre.
Daniel så sig tilbage, og kunne fornemme at draugerne troligt fulgte blodduften han trak efter dig. Han var nu målet for de 17 blodtørstige tåber, der ved på vej mod deres egen død, en død hvor han måske ikke engang skulle løfte en finger. Han smilede ved tanken. Det var sgu en plan en rotagar som ham havde det godt med. Han havde også provokeret de draugere ret godt sidst han havde det dem, ” i kan bare komme” havde han sagt, og nu var de her.

Han sætter i løb langs Det Kongelige Teater. Gaderne er næste helt tomme, trafikken er på et minimum, og de 17 der er efter ham, sætter også i løb. Daniel ser op, og hans øjne fangede Elvas. Krigeren ser ned på jagten fra hans udkigspost fra teateret lige over dem, og Daniel får tegnet. Elva har set Danserne. De er på den anden side af torvet, skjult af byggepladsens vægge. De kan ikke se draugerne, der jager Daniel på den anden side af pladsen.

Kirkeklokkerne begynder at ringe 02.00, lige efter planen.
Danserne bevæger sig hen over torvet. De klatrer ind over den første væg til byggepladsen og pigtråden tager de sig ikke af. Fulde af selvtillid går de roligt over pladsen mod væggen på den anden side at pladsen, kun få meter væk.

Daniel runder et hjørne. Han ved, at draugerne er lige bag ham, og at de er ved at gå amok efter at sætte tænderne i det første og bedste stykke varulvekød. Duften har drevet dem til grænsen af bersærk. Han runder et hjørne mere, krydser ind over pladsen og løber gennem springvandets lave vand for at smide det meste af sin egen lugt. Herefter drejer Daniel igen og kaster sig i skjul bag en skillevæg op ad byggepladsens mur. Alt i mens lader han halskæden med det vækkede blod flyve ind over muren og håber på, at de dumme draugere følger dens duft og ikke ham.
De løber forbi ham, og kaster sig over muren efter blodduften, eller næsten alle sammen gør. De to bagerste stopper op, stadigt med nok kontrol til at orientere sig. De ser ham, han når kun at høre et høj ”Pis!” gå igennem sine tanker, før de er over ham.

Daniel drejer igen omkring og sætter i løb. Han mærker deres døde fingre snitte hans tøj, de er hurtigere end ham. Han mærker dem ramme ind i ham, han kastes gennem luften og ind i en væg i et afluk af pladsen. Han er fanget i et hjørne.

Den første springer på ham med tænderne først, draugeren er stærk og Daniel, tvunget af situationen skifter form, større og stærkere går det bedre og de brydes på jorden.

Pludseligt går det hurtigt, draugeren der var lige ved at sætte tænderne i ham, bliver flået af ham. Elvarsplitter draugeren fra hinanden simpelt og nemt med en klinge af is fra en mægtig åndegave, han har også ordnet den anden drauger lige sådan. Han ser blot ned på Daniel, giver et kort, skævt smil og nikker tilbage mod byggepladsen og sætter i løb, det var jo kun lige begyndelsen.

Imens på byggepladsen:

Haldskæden lander på pladsens sten, lyden stopper de 6 dansere, som alle ser sig tilbage. Deres fokus bliver flyttet, da 15 blodtørstige vampyrer vælter ind over muren og fra i mod halskæden og nu dem. Fælden klapper.
Lige inden kampen eksploderer på pladsen, fanges pladsen og alle dem på den af åndelige kræfters magt. Som muren der omgiver de kæmpende og forhindre dem fra at blive set fra folk ude på gaden, griber stilhedens kraft nu området, så ingen lyd kan nå uden for pladsen og ingen kan trænge ind. Det første totem har givet sin gave. Det begynder at hagle over Kongens Nytorv. Haglene er så store som bordtennis bolde, og alle mennesker i området trækker væk eller inden for, trafikken forsvinder fra området og lokal gadebelysning ødelægges flere steder. Med det anden totems gave er sløret sikret.

Daniel og Elva springer ind over muren, kun et par meter efter vampyrerne som kæmper med Danserne. De to fenrir fanges lige som de andre kæmpende på pladsen af det sidste totems kraft. Alle bliver de drevet fremad af Jagunnautens magt, ingen kan flygte fra kampen, der er kun sejr eller døden.
Nogle af vampyrene vender sig mod de 2 Fenrir, 5 mod 2, gode oods for en hver fenrir af deres kaliber, men til gengæld har flere af draugerne større klør nu og deres vrede giver dem styrke og fart.
Elva springer fremad med et brøl, bringer en skulder knusende ind i den første og kaster 2 mere med sig ned på jorden for at begynde at flå i dem.

Daniel står over for to store vampyrer med ubehageligt udseende klør. De er på ham, før han når at blinke. Den første får han grebet og giver et godt slag i hovedet.
Daniel er fenrir, men ikke kriger, så han når ikke at få gjort noget ved den anden før vampyren slynger en stor skarp klo lige mod Daniels strube. Rotagaren går ud fra han mangler sin strube om et kvart sekund, det bør han, det ville give mening, hvis det skete…men det gør det ikke.
Jorden ryster en kort øjeblik, som landede der et stort tungt 7 tons monster midt på pladsen….og det gør der på en måde.

Daniel bukker sig væk for at undgå, hvad han kan af slaget, men det rammer ham aldrig. Han ser op, i stedet står der en stor grå ulv i kamp form over ham, ulven har taget slaget i ryggen og hans øjne brænder af raseri og store mængder indestængt vrede. Han er nemt genkendt… det er Stålklo. Ved siden af ham er Ejner og Glaipnir landet og er i gang med at pulverisere Daniels overskydende vampyr. Stålklo vender sig, og med et mægtigt slag fra hans klo skiller han hovedet af vampyren, der sårede ham fra sin krop. Daniel ser sig omkring, Elva er let såret, og foran ham, mellem ham selv og fjenderne står Jarlen og resten af septen, med stærke allierede fra Sorthøj.

Kampen bremses for et halvt sekund,, som en mægtig storm der tager luft ind til et nyt stormpust.
Fjenderne ser også de ny ankomne. 5 Dansere står stadig, 4 er hårdt såret. 6 Vampyrer står stadigt, de fleste kaster sig over ulvene fra Jarmers Sept.
Inden de har nået de nyankomne ulve, træder de 3 ulve, der kalder sig for Gaias børn frem. Hver holder de en mangefarvet sten frem mod fjenderne, og i et kort sekund eksploderer hele pladsen og Kongens Nytorv i sollys, vinduerne fra det nærlæggende hotel D’angletair lyses op som ved paparazziernes blitz. De 3 ulve står omgivet af Helios´s kraft, forenet et kort øjeblik.
Da sekundet er ovre, er der ingen draugere at spore, kun støv. Nu er der kun ulve tilbage på pladsen.

12 Stærke ulve står over for 5 sårede dansere. Stormen begynder ingen, ingen kan flygte, alle er de bundet af totemernes gave.
Stålklo , Elva og Sølvhav fulde af vrede rammer danserne først, kun Stålklo bliver ikke slået tilbage. Sarah Sejrens Stemme, Stormfast og Gravsøger løber spydspids mod fjenden, samlet under Juggernautens ustoppelige kraft presser de fremad , da de kommer løbende og bliver forenet med Elvar som igen leder dem fremad, brydes fjendens linjer og kampen bliver fordelt ikke i 2 dele, men i mange små kampe.
Sort højs ulve håndterer 2 af danserne. Det går hurtigt efter omstændighederne, de har meget vrede at give til fjenden.

Panserkæft kører nærmest den første danser ned. Stormfast dræber med et stubebid, mens han stikker løs med hans rensende frostrune kniv( den frosne flamme), der giver danseren en meget smertefuld død. Samme skæbne rammer den næste. Elva springer efter den anden af deres bytte, hans vrede , kamplyst og hans totems nærhed presser ham til det yderste, hans beta og kobbel lige bag ham. Danseren ved, at han er dødsdømt. Han kan mærke, at han ikke kan flygte, så han prøver at skifte kampplads – han træder fremad og til siden, et skift gennem Åndevæggen og ind i nærskyggen, Elvar følger efter ham. Men totemet er ikke tilfreds med et sådan brud på kampens regler, kampen skal forblive hvor den er. Sejerens Stemme og Stormfast er med fuld kraft og fart på vej til at skifte gennem væggen efter deres alpha og ind i nærskyggen for at fange danseren og knuse ham for Fenris. Den nye hvalp Gravsøger mærker at der åndeligt set er noget galt. Han griber fat i de to ulve der er ved at træde gennem væggen og stopper dem. ” De er fanget i muren imellem, vi kan ikke gå igennem”. De stopper, og vender sig om mod kampen igen, det er ikke slut før alle fjender er døde, sådan er totemets lov. Sejrens Stemme udbryder et skrig af raseri og kamplyst. Hendes stemme er det eneste, der høres i hovederne på de ulve, hun kæmper side om side med. Hun synger med klar røst og opildner til kamp, ligesom under Vi-generobringen. Den Sidste Sejr, der valgte at tale igennem hende som den første i Septen, forstærker hendes stemme og lader alle ulve mærke, at totemmet står bag dem. Hun kaster sig ind foran Stormfast, da en klo er ved at ramme ham og bliver alvorlig såret i maven. Som hendes krop falder mod asfalten, eksploderer Gravsøger og Stormfast i raseri og flår det sidste liv ud af danseren.

Jarlen har kæmpet med den sidste danser, først prøvede han at få overblik og beskytte de unge ulve , Vandrer , Himmel og Ravn. Danseren, der for imod dem, var den usårede, en kvindelig ulv af tydelig overlegen styrke. Da hun ser dem, retter hun sine skarpe snoede klør, der syder af smertefuld gift mod Ravn. Ravn genkender hende fra dengang, hun selv var Lykke, og giver et hyl af frygt fra hende, så meget smerte er der forbundet med den Danser og hvad den har gjort hende i metroens dyb.
Jarlen springer i vejen og bliver såret af giften. Han kæmper med alt hvad han har i sig, giften svækker ham, dog lader han ikke de unge i fare. Kampen fortsætter, han giver Danseren mange sår, men han får flere selv. Jarlen bliver væltet, han bryder med danseren, lykkelig over en så god kamp og vellykket plan, og glad for at kunne holde de unge uden for dødelig fare, skulle han dø nu, er det da en god død.

Danseren har et greb om hans hals og begynder an knuse. Danseren falder, Jarlen ser op. Ravn og Himmel har flået den kvindelige danser til jorden, nok er de unge men ikke uden træning og kraft i sig. Ravn flår store kød lunser af den mens Himmel kæmper med at holde den nede. Vandre gør, hvad han kan med moderens gaver for at redde sin Alphas liv.

Fjenderne er fladet. Haglstormen bliver til regn, og fuldmånen lyser klart over København.