Vis tekst

  Sidst opdateret: 29. mar 2003 20:04
  Kan læses af: alle

Efter blótet på Vestereng virker det som om, at Fjeldhammer rent faktisk har forstået alvoren i de ord, der blev ham fortalt ved søens bred hin aften.

Under alle omstændigheder har 'fristelser' af alle mulige slags stået i kø og nærmest tigget og bedt Fjeldhammer om at kaste sig hovedkulds ud i nye, vanvittige selvmordsaktioner, men den unge skjald er for en gangs skyld blevet på sin plads.

En dag brydes idyllen og roen omkring Fjeldhammer dog af et jubelskrig, der kan høres helt til Elia: Fjeldhammer jubler og brøler af sine lungers fulde kraft - Bloter er vendt tilbage.

Hans gamle beta og kampfælle, hans vejleder og åndelige et og alt har på mirakuløs vis overlevet endnu en færd ind i Umbraens aller dybeste grænseland, og er vendt tilbage til vores egen verden. Sammen med Sortmånes genkomst er det en glæde og en personlig sejr for Fjeldhammer så stor, at det næsten er som om hans hjerte skulle sprænge i brystet på ham af glæde og taknemmelighed.

Og så får Fjeldhammers arbejde blandt vestbyens unge bøller ellers en skalle af format: Nu er Stormrytternes beta som et ustoppeligt damplokomotiv, kogende og sydende af energi og livskraft. Han arbejder nu 25 timer i døgnet for sin sag med de unge ballademagere, og vil på sigt opnå ganske imponerende resultater.

Det er som om Fjeldhammer med sin egen positive energi er i stand til at indvirke og give en mærkbar modvægt til den negative energi af angst og had, som strømmer ud fra mange af vestbyens indbyggere.

Fjeldhammer er som forvandlet. Nogen vil sikker bede til, at det så bare også vil vare ved og ikke blot skifte endnu en gang som vinden blæser, når Fjeldhammer lige pludselig finder et eller andet nyt vanvittigt selvmordsprojekt at kaste sig over.

Drageild nævnes ikke længere.
Og De mærkelige, sorte ar, som gennem mange måneder har bredt sig på kryds og tværs af den unge skjalds krop og sind, er også forsvundet. Hvorhen ved ingen. Mindst af alt Fjeldhammer selv.