Vis tekst

  Sidst opdateret: 05. apr 2004 04:51
  Kan læses af: alle

Det har været en lang vinter nu. Kulden bider i huden, og end ikke den tykkeste vinterpels synes at kunne holde Niflheims åndedrag fra krop og sjæl.

Smerten ligger dybt som vintermørket der så længe har favnet landet i et dystert greb af død.

Jeg er endnu ikke død! Jeg rejser mig i min fulde højde og skriger i trods: Jeg vil ikke dø!

Hvor fuglene falder til jorden knust af frostens favntag har jeg søgt ly inden døre. Og det selv om selv det varmeste ildsted ikke formår at optø min tvivl og mit savn. Hvem er jeg? Hvorfor er jeg? Hvad godt sker i denne verden for dem jeg elsker? Lever vi længe nok til at elske længere? Til at tage vare på hinanden?

Sort som nattemørket er tvivlen. Den hviskende, nagende tvivl der som den koldeste vind altid finder en sprække ind i selv den luneste krog. Jeg tvivler. Jeg håber. Jeg lytter. Men jeg ved ikke længere om jeg tror.

Hvis troen kan flytte bjerge, lad den da flytte det kolde mørke der har sænket sig over mig denne lange vinter.

Lad mig se Helios' øje og mærke hendes varme en sidste gang før jeg dør. Lad det atter blive forår.

Han som synger i kamp mod Ormen. Tier.