Vis tekst

  Sidst opdateret: 16. sep 2003 03:02
  Kan læses af: alle

Om Fjeldhammer er det engang blevet sagt: den der kæmper Gaias sag kan aldrig tabe, endda man intet vinder. Vise ord, som den unge, stridbare skjald med lige dele norsk og dansk blod i årene har måtte sande mere end én gang.

Fjeldhammer fødtes og opvoksede blandt frænder på Hardangervida i Midtnorge. Som dattersøn af Norges sidste, store Jarl, Olav den Stærke og søn af Herid med tilnavnet "Den vilde som hyler af ormen", havde Fjeldhammer allerede fra barnsben et stort navn og rygte at leve op til. Som 12-årig massakrerede han i en blodrus to lokale krybskytter i sin Crinos-form, og siden da blev han sendt af landet, til Lapland, for at lære om sin fortid og sine pligter som Garou. Endnu senere blev Fjeldhammer sendt til Danmark, for at komme væk hjemmefra og for at lære sit andet hjem og land at kende.

Her blev han i efteråret 1999 fundet af Drageild selv, der genkendte Fjelhammer som en af sine egne og tog ham med i Troldhøjs Sept. Og efter sin passage trådte Fjeldhammer ind i det nydannede kobbel Stormrytterne tillige med Rianna Lys-og-Skygge, Bloter kaldet Mørkesti og Toke Lysets Vilje.

Meget har Fjeldhammer lidt og stridt, for eftersom ingen før havde formået at trænge helt ind i den unge skjalds sind, blev han kendt for at gå sine egne veje. Først blev han forført af organisationen DNA, der, da de var færdige med ham, tog hans sjæl og gav den fri. Fjeldhammers redning blev en af hans slægtsfolk, og en heltedåd udført af gamle Morild bragte også hans sjæl tilbage til sin ejermand. (Se Morilds fortælling: "Om en sjæl"). En anden af Fjeldhammers slægtsfolk overtog i tiden derefter opgaven med at lære ham om myterne, hans egen verden, og vigtigst af alt om konsekvenserne af hans handlinger.

Blod har Fjeldhammer blandet med Bloter Mørkesti, som nu har slået sig ned på Sjælland. De to deler hinandens styrke, vilje og visdom, og hvad den ene mangler, har den anden. Begge deler de glæden ved de ældste historier og sange fra vore egne slægters fortid, og stor er summen af deres viden.

...

Der er løbet meget vand i åen siden den gang. Venner så vel som fjender er kommet og gået gennem Fjeldhammers liv. Borte er nu ikke kun hans familie, hans slægt, men også hans to ypperste vejledere og forbilleder: Rianna og Drageild.Og i en dumstædig søgen efter sandheden om disse hans venners endeligt, og i en misforstået trang til at hævde sig for at vinde hæder og ære på egen hånd, har Fjeldhammer virkelig kastet sig selv ud på dybe vande, og med sine handlinger drevet selv de mest besindige blandt Troldhøjs børn til grænseløs ophidselse.

Den unge, særdeles stærke, stædige og stridbare skjald har således i lang tid nu kommet og gået på Troldhøjs land som gennem en svingdør fra den ene vanvittige selvmordsmission til den næste. Til stor fortvivlelse for ikke mindst de ældste i septen, som har haft svære tider med forstå sig på den unge enspænder, og udmåle passende straffe for hans gentagne forteelser over de udstukne regler; først og fremmest reglen om ubetinget at blive på sin plads og sit sted, til man får direkte tilladelse til at forlade den.

...

Efter Fjeldhammers kusine Røns indtræden i Troldhøjs sept som voksen ulv har Fjeldhammer dog tilsyneladende fundet sig til rette på sin plads som Beta i Stormrytterne.

Han er blevet mere rolig og ligevægtig i både ord og handlinger, og gør alt hvad der står i hans magt for at støtte sin Alfa og forsvare og ære sit kobbel og dets totem, Musvågen.

Fjeldhammer er ikke blevet hverken tøvende eller mindre nådesløs overfor sine fjender, men alt hvad han gør nu gør han 'efter bogen' og ikke som før i spontan besærkergang. Han er stadig en frygtelig fjende i kampen for det, han tror på, men de mørke skyer der i snart mange år har synes at hvile over den unge skjalds sind og tanker, ser omsider ud til at være brudt op og løsnet - i det mindste en smule.

...

Det, at Fjeldhammer bliver vist tillid får ham nu til at blomstre op som det vidst aldrig er blevet set før, i al fald ikke blandt Troldhøjs andre ulve. Han har ikke alene fået et anerkendende ord og et nik med på vejen fra selveste Beowulf. Selv hans Jarl har givet ham et klap på skulderen nu, og det er noget der betyder noget. I al fald for en, der har været så langt ude at svømme som Fjeldhammer, og endelig ser ud til for alvor at have fået fast grund under fødderne igen.

...

Mange flere historier kan fortælles om Fjeldhammer, der en gang blev kaldt "Modige Stemme", om hans kobbel og hans slægtsfolk, men de skal ikke nævnes her.