Vis tekst

  Sidst opdateret: 15. jun 2003 08:20
  Kan læses af: alle

En dag havde Kaare taget Martin med ind i Umbraen for at lære ham noget af det mere basale om umbraen og de ting der var at finde i den. Martin gik et lille stykke tid og spurgte så til sidste Kaare om han ikke ville få en ulve ånd til at komme, da han havde en stort ønske om at lære en gave. Kaare var noget modvillig i starten, da Martin jo ikke havde nogen rang, men indvilligede til sidst i at få en til at komme, så kunne den jo bestemme om Martin nu også var værdig til at modtage en gave.

Kaare hidkaldte ånden, og gennem Kaare formidlede Martin sit ønske. Martin ønskede gaven Visage of Fenris, for så kunne han virke frygtindgydende over for Gaia’s fjender og også kunne stoppe kampe mellem allierede før de startede. Ulve ånden kikkede længe på Martin, og bad så gennem Kaare, Martin om at følge med. Da ulven stoppede igen stod de ved en hule, hvor der sad to ulve udenfor, en meget stor og en meget lille. Ånden ville have Martin til at overbevise den ene ulv, den stor muskuløse ulv, til at lade den mindre meget svagt udseende ulv til at spise af dens mad.

Martin antog ulve form og begav sig ud på opgaven, han brugte længe på at studere hvordan de to ulve skændtes om maden. Han gik op til den store ulv efter et stykke tid og spurgte den lige ud, hvorfor den ikke ville dele dens mad med den lille. Hertil svarede den store ulv at hvis den lille ville have noget at spise skulle den skræmme den store væk først! Martin brugte længe på at tænke over hvad den store ulv havde sagt, men efter en lille smule tid kom han på en ide. Han gik så over til den lille ulv og spurgte hvorfor den ikke havde skræmt den store væk, det viste sig de var brødre og de engang havde været lige store, men at den store så havde fundet ud af at den lille ikke turde sige fra og derfor havde den store trynet den lille så den ny var alt for svag til at gøre modstand. Martin forklarede at han virkelig troede på at den lille kunne skræmme den store væk, uden den behøvede kamp. Den lille troede først ikke på ham, men da Martin blev ved med at insistere på at den kunne, gav den til sidst efter. Martin sagde du skal bare rejse pels og så brøle af den, ulven var ikke helt sikker, men gik alligevel hen til den store ulv. Den store ulv kikkede undrende på den lille, der kom hen mod den med rejst pels, et par meter fra den store brølte den lille, samtidigt brølte Martin ind i hulen, hvor han brøl gav sig til at stige til ufattelig højde, den store stod lamslået og vendte så rundt og løb ind i mellem træerne, den lille gav sig glad til at spise, og det varede ikke mere en 5 min før den havde samme størrelse som sin bror, der nu kom tilbage. Martin kikkede på de to, nu spiser i begge to lige meget af maden, og sådan vil i gøre fremover. De to ulve nikkede begge samtykkende, og Martin vendte sig om og kikkede forbløffet på ulve ånden som han helt havde glemt.

Ulve ånden nikkede anerkende til Martin og gik hen og viskede ham noget i øret, derefter sagde den til Kaare at Martin nu og for altid skulle søge for at alle af Fenrir’s æt fik lige meget at spise så alle var stærke.