Vis tekst

  Sidst opdateret: 10. apr 2003 22:26
  Kan læses af: alle


af Morild Den Navnløses Søn

”Jeg har brug for din hjælp…” Det var hvad han sagde, den unge Ulv. Ja, ja, det er længe siden nogen har bedt mig om min hjælp, men det er vel godt nok,… hvis de ved hvad de beder om selvfølgelig. Hmm, jeg husker sidste gang en kom til mig for at få min hjælp… han ville have mig til at rende et ærinde. Hmm, det er længe siden; længe siden at nogen har bedt mig rende et ærinde for dem, men sådan er det vel,… sådan er det vel, når man farer op som jeg gjorde i min ungdom… men min hjælp, den fik han, den unge ulv.

Se ikke så overrasket ud, den unge Fjeldhammer betyder skam noget for mig, det var jo mig og Danser, der førte ham igennem hans håndfæstelse, ikke? Hmm, gamle Danser, hvor er du nu, du min sjælefrænde. Må du gå ad et spor af lys hvorend du vandrer… hmmm, hva’? Nåja, nåja, hvor kom jeg fra… nå jo, jeg indvilligede i, at give Fjeldhammer min hjælp. Jeg havde alligevel ikke noget bedre at give mig til. Hmm, han kom til mig i starten af efteråret, min yndlingsårstid, der hvor alting falder i søvn. Barken bliver grovere på træerne, og de lader bladende falde. Dyrene trækker i deres stride vinterpels… hmm, vinterpels… det var præcis hvad jeg gjorde da solen stod op dagen efter den unge ulv havde bedt om min hjælp.

Jeg trak mig ind i mig selv, ledte i mit indre mørke, indtil jeg fandt hvad jeg søgte, så…hva’? Øhhrmm, hvad jeg ledte efter? Hmm, det kan jeg ikke forklare. For virkelig at lære, hvad det er man søger i sig selv, skal du jo først finde selv finde det, ikke. Det kan jeg ikke forklare dig… Lad os bare kalde det en flamme. En flamme, der er så lille som glimtet i dit øje, men alligevel brænder så hårdt, at den kan skære igennem verdnerne. Det er den flamme, der er din sjæls styrke, den flamme, der kan varme dig, og holde dig tryg ligegyldigt hvad der sker med dig. Det er den flamme, der lyser for dig overalt, selv i det dybeste og værste mørke. Den er din styrke som garou.

Alle har den, næsten alle i hvert fald, for man kan miste den, og det var lige præcis, hvad den unge ulv havde gjort. Mistet sin flamme, sin sjæl… og han havde bedt mig om at finde den, derfor var jeg nødt til at, som enhver gode altid er, at finde ind til det i mig selv, der skal ordnes i den verden der omgiver mig. Jeg måtte finde hvad jeg søgte, før jeg kunne begynde at lede efter det.

Længe søgte jeg, længe. Det kræver styrke af en sjælden art, at få sit indre lys frem, på den måde som jeg havde brug for nu. Jeg havde brug for et lys så kraftigt, at jeg kunne skue klart ind i den del af den anden verden, hvor sjæle tabes. Hvad jeg så der, skal jeg fortælle en anden gang, når du er rede, men lad mig sige, at jeg blev foruroliget, for der var mange sjæle, der ikke længere var hvor de skulle være. Mange mennesker, og mange af os, garou, der havde sluppet det inderste lys, der gør os til det vi er. Sluppet det for magt, eller for at glemme frygten. Hmm, stakkels mennesker, så svage er de, og alligevel så stærke, i kraft af deres vedholdenhed, deres antal. Husk det! Det er din pligt at beskytte menneskene, for de kan ikke selv. Det er fra dem, deres slægter, at vi springer ud af historien. Vi skylder dem vores liv, og vores efterkommeres liv.

Det var den dag jeg drog af sted. Det var en lang rejse, meget lang endda, selvom jeg ikke vidste, hvor alfaderen havde tænkt sig at føre mig hen. He, he, Alfaderen. Kun ét øje, ligesom jeg, vidste du det? Ja, ja, sammen ser vi bedst, he, he. Sammen, alfaderen og jeg… nå, hrrm, hvor kom vi til, nå jo, tråden! Og rejsen. Tråden og rejsen…

Ja, ja. Jeg spandt en tråd, et sjæleanker. For nogen gange gør selv den stærkeste gode klogt i at sikre sig, at han kan vende tilbage, specielt hvis han skal rejse langt, og dybt. Hmm, sjæleankre bruges af mange garou, men de er aldrig helt ens, ligesom sjælene aldrig er helt ens. En dygtig gode, ved altid hvordan han skal spinde sit sjæleanker, og af hvad - for han tænker sig om. Husk det! Tænk dig om. Bare engang imellem, hvem ved, måske kommer du endda til at synes om det en dag. Men altså, jeg spandt mit sjæleanker. Hvad jeg lavede det af, skal ikke siges her, for ligesom en sådan tråd kan bruges til at fortøjre en sjæl, kan den også bruges til at fange den med, og min sjæl har det bedst med at løbe frit forstår du nok, så jeg holder det som min egen lille hemmelighed. He, he, hemmelighed. Ja, ja, det forstår du nok en gang, det der med hemmeligheder.

Hmm, nå, hvor kom vi.. ahh, sjæleankeret. Da det var fastgjort, tog jeg af sted. Roligt, roligt. Sådanne rejser skal ikke løbes i gang. Det er noget, der skal sættes til rette i en, som om det er verden omkring dig, der flyder igennem dig, og ikke dig der rejser. En evig, sejlende, strøm af tid, hændelser og klare farver. Som om du flyver roligt som et blad over en lille klar strøm hvori hele skoven spejles. Du lander på overfladen idet du får øje på dit mål i det glidende billede under dig. Idet det får øje på dig. Smelter sammen. Fastholdes, synker ned, hvirvles ind i hinanden og indser, at I er ét. At I… nå, du forstår det alligevel ikke, så jeg vil ikke spilde ord på at forklare dig det.

Hovedsagen er, at en rejse er en sammensmeltning imellem dig og dit mål, indtil du indser at afstanden kun er din egen illusion om, at der var forskel på de to, da du begyndte… hva’? Hvor jeg tog hen? Hvornår er det nu blevet vigtigt. Hmm, det skal du ikke bryde dit hoved med, men lad os bare sige, at jeg besøgte en… ven. En… gammel ven. Han gav mig et råd, for han kan se hvad der skal komme, og det var netop hvad jeg søgte for at kunne forberede rejsen. Et råd, ja… hmm, et råd… Nå, men fra min vens hjem på den anden side, besøgte jeg den ulv, der havde spurgt mig om hjælp.

Unge Fjeldhammer. Fjeldhammer… et navn med tyngde. En hammer, så tung som et fjeld. Så nådesløst, gammelt, lukket som et fjeld. Et godt navn, det er det. Hmm, håber han vil leve op til det, op til toppen af sit navn, bestige det. Fjeldhammer. Hæ, hæ, nå men jeg besøgte den unge ulv i hans drømme, for det var der, jeg vandrede. På den anden side. Desuden havde jeg brug for noget, som mange kun kan huske når de drømmer. Jeg havde brug for at kende hans navn. Det var det min ven havde rådet mig til. Hans navn. For ligesom jeg hedder Morild her i denne verden og du hedder et eller andet, som ikke er vigtigt, så har vi begge andre navne, langt vigtige og ældre navne, som er de navne som vi bruger når vi binder ånder og løfter. Det er de navne, som vores sjæl kender os ved, og som vi kender ved vores sjæl. Det er den sitrende nervestreng som binder os sammen på tværs af verdnerne. Sjæl, tanke, krop ånd. Alt har ét fælles navn. Dit navn. Uden det er du itu. En skal i alle verdener. En hul mand. Som en udtørret sø. Kun ved at finde dette navn, ville jeg igen kunne binde den unge ulvs sjæl sammen med resten af ham. Kun ved hjælp af det, ville jeg kunne kalde, lede, vandre og komme frem.

Jeg fandt ham, og han sov, og jeg satte mig på hans bryst, og trak ham ud af hans drøm og ind i min. Han vågnede i mit sind, og vi talte sammen. Hæ, hæ… ja, vi talte sammen. Hmm, længe, længe. Han var usikker. Vidste ikke hvad jeg ville. Hvorfor jeg var der. Hvad han selv var. Jeg spurgte om hans navn, vred det ud af ham, fordi han havde bedt om min hjælp. Hmm, få beder om min hjælp… få. Da jeg sad med hans navn som et lille lysende insekt i min hånd, manglede jeg kun en ting, og jeg flåede hans hjerte ud. Jeg hjælper kun folk med rene hjerter, og det er nu engang nemmest når man får syn for sagen. Kun få er viise nok til at dølge ting i deres drømme og Fjeldhammer er endnu ung. Jeg så hans hjerte klart. Kun ting man har set og lært, kan man skjule, for andre. Tro mig, når jeg siger, at kun de færreste har set deres egne drømme. Hans hjerte var rent. Han lever endnu.

Med det lille navn i min hånd rejste jeg igen til den anden side og holdt det til vinden. Lod dets tone bæres omkring til det fandt genklang. Sjældent, meget sjældent vandrer mine fødder alene. Næsten altid er jeg med til at lede dem, men denne gang gik de af sig selv. Jeg blev ledt af navnet, og aldrig opdagede jeg, at jeg vandrede mod steder, som jeg før havde set. Hmm… ja, det var pudsigt. Som om jeg pludselig ikke tænkte over, at der kunne være noget andet sted jeg kunne gå hen, som om verden trak sig sammen i et enkelt punkt, og jeg fulgte med. Fulgte med genklangen. Med tonen. En anden musik.

Da jeg igen fandt mig selv, var jeg i en messedal, for ingen tone bryder tågen i en messe dal og jeg var ikke længere kaldet af noget. Blot glemt. Jeg vidste at jeg havde været her før, med andre folk, med Bloter. Min ven. Bloter Mørkesti, der blev lært op af den anden side ligesom jeg. Dette var messedalen omkring Hedehøjen. Omkring Herrens høj. Længe vandrede jeg mellem granerne og tågen, lyttede til deres hvisken, undslog mig dens ord, og vandrede videre. Jeg ledte stadig ikke mine fødder. Tvang dem kun til at gå. Gå, altid gå, i en messedal. At stoppe er selv at glemme, at lytte til tågen. Til fortiden. En hvisken. At blive til en gran, en rod, en tør rislen i den gamle jord. At blive udvisket. Glemt. En stemme i det evige kor. Altid gå. Altid. Hmm… det føles som om tiden står stille og bliver tungere et sådant sted. Som om den standser brat, udmattet og falder dødt ned på dine skuldre indtil din hud bliver grå, og dit kød til seje, knagende sener. Altid, altid gå, al tid… tung.

Messedalen, messedalen. Ja, det er en lang historie. Den føles i hvert fald lang, selvom der ikke sker meget. Men som du nok kan regne ud, eftersom jeg sidder her og fortæller dig dette, så fandt jeg en ende, og tiden lettede fra mig og rev mig med i sin strøm igen. Jeg var kommet til Hedehøjen. Herrens høj, og jeg formummede mig som en ussel træl, og gik de dansende i møde mens jeg skjulte den unge Fjeldhammers lille, lysende navn i en fold i mit lasede ærme. Foran Højen er der nemlig altid dans. Altid glade, strålende unge mennesker, der høster evig ungdom og smiler dig i møde med brændende øjne fra en anden verden. Ellefolk. Gamle, vilde ellefolk.

Jeg blev budt velkommen, som man altid bliver på et sådant sted, og Herren af Højen tog imod mig, og bad mig sige ham mit navn, men jeg undslog mig med, at jeg var tørstig efter rejsen og måtte have vin til at klare min hals. Jeg fik vin, men drak ikke. Jeg fik mad men stillede ikke min sult. Alt gav jeg til hundene i smug, som man altid bør gøre et sådant sted.

Jeg tog imod Herrens gæstfrihed og blev bragt igennem glitrende gange nedad og indad forbi strålende rum til gyldne sale, indtil vi nåede den største gildesal, hvor Skalden sad. Hmm… Skalden. Skalden med en sang som jeg aldrig før havde hørt. Han havde intet instrument, syntes det, for han spillede på folks hjerter, og hans stemme var alt hvad jeg har tabt… stum var jeg… stum. Først længe efter at have trådt ind i salen så jeg mit selskab an, og lagde mærke til, at jeg ikke var alene. Foruden Skalden sad et væld af ånder fra nær og fjern og lyttede. Bjergtagne. Stille. Slået med ærefrygt over at overvære en vedvarende, rullende skabelse af sig selv igennem Skaldens sang. Et drømmespejl af lyd, der bar dem over og udi deres inderste. Hmm… en sådan skønhed burde ses af enhver. Og dog, måske netop kun af de få, der forstår at værdsætte den… jeg ved det ikke, jeg er gammel og forstår mig ikke på skønhed…

…

Hva’? Fortællingen? Ja, ja, fortællingen. Jeg var vist fortabt i mig selv, et øjeblik… hæ. Fortabt. Gamle mænd som jeg fortabes ofte i det der var, forstår du nok. Vi ser alt igennem fortiden, alt hvad vi har set ligger lag på lag. Minde over minde. En grundvold af hukommelse hvorfra vi stirrer op på den tid vi står i. Som fortidsøgler, der plirrer gennem leret efter lyden af arkæologens skridt, vandrende som en høg med sin spatel over os. Barndom, ungdom, manddom. Sten, kridt, ler. Til alle ting har vi minder, billeder, der drager os væk fra øjeblikket, og tit ser vi ikke længere, men løber hovedet mod os selv. Stirrer i vores fortidsspejl. Tynges ned i tidsleret af vores egen ælde. Bort fra øjeblikkets klare dag. Ude af stand til at se det der er… hmm, nok ord om de gamle.

Men det er derfor de unge tit ser ting klarere, fordi de ser øjeblikket som det det er, uden ældetyngde og livslagenes evige spil med øjeblikkets indtagende eksplosion af ny skabelse, som en digter jeg kendte engang ville have sagt det. De ved bare ikke altid hvad de skal gøre med dette øjeblik.

Nå, ja, lad os komme videre. Væk fra alt mit vrøvl om ælde, det bliver jeg jo ikke yngre af. Hæ… yngre af ældesnak. Grin af dig selv gamling… Hmm… Nå, efter en rum tid i Herrens gildesal, forstummede Skaldens sang og jeg lagde igen mærke til, at jeg ikke var alene. Ånderne sad på rad og række i deres skikkelser af forfædre, dyr, steder, som ånder nu engang har for vane. De fyldte næsten hele salen med deres antal, og svært var det at holde styr på dem. Ved siden af mig stod Herren af Højen. Lille, rund og med sine små, gyldne bjælder ringlende om fødderne. Bag ham i mørket hang skyggerne som lange rødder. Skygger, der snart skulle vise deres ansigt. Jeg blev budt at sidde og jeg sad.

Selskabet var fremragende, for bjergfolket forstår at have gæster. Så meget er sikkert og vist. At det også er et farligt gæstebud, er værd at huske. Stadig rørte jeg hverken mad eller drikke, og snart kom Herren af Højen og sad ved min side, eller jeg ved hans om du vil. Vi talte et stykke tid, og han bad mig igen om at give ham mit navn. Igen undslog jeg mig og sagde at rejsen havde været lang og møjsommelig og tiden på egne fødder uden selskab havde givet mig trang til en adspredelse som jeg endnu ikke havde fundet. Før det var opfyldt måtte jeg desværre undslå mig høflighed, og så havde han desuden heller ikke ladet mig vide sit eget navn endnu.

Herren smilte og svarede mig, at hvis det var adspredelse jeg ønskede, så kunne vi jo dyste lidt i al venskabelighed. Jeg nikkede tavst og sagde, at hvis det var en dyst han ville have, så måtte vi jo i det mindste få navngivet vores vidner i salen. Herren smilte igen og indvilligede idet han gik i gang med at kalde alle salens gæster frem foran os og sætte navn på dem. Ravn var der, Ræv var der, Elle og Eg var der også. Kristtjørn var der sammen med tre unge åfolk og sådan blev rækken ved og ved i det uendelige, indtil han pludselig standsede ved en lille undseelig, bleg skikkelse, der stod nær Skalden, der for resten slet og ret kaldtes Skald.

”Hans navn kender jeg ikke” Sagde Herren ”Så jeg regner med at kræet ikke har noget. Sige det vil han i hvert fald ikke”. Det havde han heller ikke behøvet. Jeg kendte det godt, og intet var der at sige til at Herren af Højen ikke kendte navnet på den lille blege mand, for han var det berøvet. Jeg havde det i ærmet. Fjeldhammers sjæl var fundet. Men sig selv var han ikke. Berøvet for sin kraft stod han med et svagt lys. Ynkelig og bundet af noget større end ham selv. Kaldet til af Skaldens sang uden sin fortøjring ind i den helhed, der engang var den unge ulv, der havde bedt mig om hjælp.

Pludselig blev jeg revet ud af mine tanker om mit fund, da Herren af Højen fortsatte sin introduktion med at sige, at jeg da også skulle stifte bekendtskab med hans hird. Jeg kiggede op og så efter den lille tykke finger, der pegede mod den mørkeste ende af salen. Ind i skyggerne så jeg, men fik ikke øje på noget. Jeg strengte mit øje an, men kunne stadig intet se. Kun mørke var der, indtil det i et nu gik op for mig, at skyggerne var hvad fingeren pegede imod. For det var ikke en mørk bagvæg jeg så, men en lang række af tavse, grå krigere, der tårnede sig op som en mur af tåge i salens bagerste ende.

Tårn efter tårn stod disse mænd, skulder ved skulder. En front af kold ondskab. Deres øjne gravtomme. Jeg trådte et skridt tilbage. Vaklede, men blev stående fordi jeg kendte til dem. Krigere faldet i ærlig kamp. Efterladt af valkyrierne over slagmarken fordi de ikke ville række deres hånd frem og lade sig løfte. Mænd af nid og råd, bundet sammen af senet stolthed… deres øjne var et sorte. Som graven sagde jeg før. Som graven. Ja. Som graven. Som om hadet i dem havde brændt sig til to hårde stykker kul inderst i deres kranier. Deres sjæle ædt op af Nidhug. Forvandlet til skripi. Det var et ilde varsel, at de befandt sig på dette sted, for de tjener kun mørke magter. Bed til, at du aldrig møder en sådan hirdsmand, for det… det, er ikke godt, min unge ven. Bedre er dine venners hån for at løbe hjem til arnen, end det er at tabe sit liv i et sådan væsens arme. Tro mig, jeg prøvede det…

Da Herren af Højen var færdig, og det blev han pludselig, for jeg hørte ikke resten af navnene, spurgte han, om jeg nu var klar til at dyste. Jeg husker det ikke, men jeg sagde vel ja, for snart var vi i gang. Det blev besluttet, at vi skulle dyste tre gange. Én gang på sang, en anden på kamp og en tredje på gåder. Det er gamle kampe, de tre, og husk, at ingen af dem er mere værd en den anden, da de alle kalder på styrker i os. Alle er de tomme uden hverandre. Det var vi enige om. Herren og jeg. Som det også er skik i den slags dyst, må hver mand, hvis han kan og vil, vælge stedfortrædere til at dyste for sig, og det gjorde Herren af Højen. Selv fremstod jeg som en fattig mand og kunne derfor ikke betale mig til frænder i denne stund, og følge havde jeg intet af. Herren valgte sine kæmper og første dyst skulle komme til at stå mellem mig og Skalden, bestemte Herren. En dyst om duelighed i sang…

Hva’? Du spørger hvad jeg gjorde? Det kommer jeg til! Vent dog, på at historien kommer til dig. Hal den ikke ind. Iver er en dyd, ikke utålmodighed. Lær at skelne. Hmm, hvor kom jeg til. Nå, jo. Skalden og jeg… Jeg vidste, at jeg var prisgivet, hvis vi blot skulle synge imod hinanden, for skulle jeg endelig slå Skalden ville mit hjerte briste. Han, der kunne spille på selve menneskers sjæle og synge deres længsler, var ikke for mig at stille mig overfor, så jeg måtte slå ham ved at ændre målet, ikke midlet. Vid det, når du dyster, at du ikke altid er den bedste, og lad ikke din stolthed fortælle dig andet. Tit er du underlegen, men aldrig uden chancer. Altid vil alfaderen bringe dig kløgt til sejr, hvis du forstår dig på at sætte ét øje til at se frem for dig, et andet til at se omkring. I brøndens dybde, under sort vand. Som hans. På det dulgte.

Jeg skuede længe og indædt. Skulede til Herrens smil, der troskyldigt spurgte mig om jeg var klar. Jeg kiggede omkring. De lange rækker af tilskuere stirrede tilbage. Væggen af krigere. En fjern stormsky i den gyldne sal. En bleg, undseelig sjæl. Mit sind lyste op og jeg spurgte Herren af Højen om vi ikke skulle lade en mand som ingen af os kendte, være dommer, så afgørelsen kunne være retfærdig. Han indvilligede og jeg spurgte om ikke det lille blege skravl nok var det bedste valg. Eftersom han jo ikke havde præsenteret sig for nogen af os kunne vi ikke sige at kende ham. Han indvilligede igen, og mit sind lystes op af glæde alt imens Skalden og jeg selv stillede os op i hver sin ende af den mægtige hal, der strakte sig længere end et råb i stille luft. Fjeldhammers sjæl blev stillet i midten og Herren af Højen kundgjorde, at den af os, der kunne kalde skroget til sig ville være vinder af dysten.

Skalden slog sin stemme an og endnu engang fyldtes rummet af alt hvad vi havde mistet. Al savn kaldte og al higen trak og et øjeblik var jeg selv ved at storme mod salens fjerne ende og kaste mine tårer for hans fødder. Men jeg holdt stand, og sank en klump af svig mod dette smukke væsen, da jeg hev et lille lysende navn ud af en fold i mit ærme og puttede det i munden. Svag var tonen, som en lille hviskende hvirvel i hjørnet af en bæk, men lyset steg langsomt i styrke og tonen svang sig vedvarende fra min mund og lod sig høre hele vejen gennem salen. En insisterende brise fra min hals, der langsomt tvang den blege mandslings hoved til at drejes imod mig, indtil hans ben langsomt fulgte efter og han begyndte en årelang vandring imod min ende af salen. Som han gik steg Herrens vrede, og i det øjeblik han nåede frem og lagde en træt hånd på min arm stoppede Herren dysten med et vredt skrig og kundgjorde straks, at nu var det tid til den næste dyst. Så skulle vi nok få at se, hvem, der ville gå af med sejren.

Dysten skulle stå på kamp, og som du ved, så er det ikke goders sag at kæmpe. Den slags overlader vi til modierne, selvom vi også har vores pligter på valpladsen. Men en fenrir må slås, når det bydes ham af hans eget edsvorne ord, og jeg gjorde mig klar og bad moderen vise mig sine gavers fulde styrke, nu hvor jeg ville få brug for dem. Jeg rejste blikket rankt og stirrede på min modstander, men veg i et nu, da jeg så ham træde ud af den mørke række af krigere ved endevæggen. ”Her er min kæmpe, og lad så den bedste mand vinde” sagde Herren af Højen, efterfulgt af sin velkendte, hjertelige latter. Hans vrede syntes igen forsvundet… jeg vil spare dig for detaljerne om kampen. Men vid, at jeg gjorde hvad jeg kunde. Jeg kaldte på al min kraft og brændte min vrede sammen med mit blod indtil det blev den sorteste edder. Jeg sved ham med det, når han slog min hud fra mit kød. Jeg slog kløer fra mine hænder og borede dem i ham til hans ben peb og skreg. Jeg brølede min foragt imod ham, men lige meget hjalp det. Vi tog livtag og brødes længe, men han var mig overlegen og jeg fandt ingen udvej og min vrede veg for min fortvivlelse som jeg veg for hans slag og snart lå jeg som død i mit eget blod på salens gulv. Knust af et ældre had ført af en tåget hånd…

Hmm. Jeg husker stadig hvordan jeg så dampen fra min ånde støde op i luften fra mit gab. Hvordan jeg fyldtes af en sidste ro og smilte fordi det var meningen at det skulle ende sådan. Fordi jeg måtte finde en modstander, der kunne knække mig. Dødens nattemørke brødes imod min bevidsthed som en gammelkendt brænding af fædrene drømme og jeg mærkede min krop var våd af blod fra isse til tå og tænkte, at jeg må have set sådan ud, de jeg kom skrigende fra min moders liv. Jeg var lykkelig, og holdt døden stangen for at nyde øjeblikket. For at dø… det var det eneste tidspunkt i mit liv, hvor jeg ikke længere kæmpede. Hvor jeg gav mig hen, lod mig føre, som når et mildt barn lader sig gribe af søvnens arme. Et øjeblik jeg havde ventet på hele livet siden min far fortalte mig hvorfor hjortens øjne pludselig var tomme. Hmm… nu bliver jeg jo helt vemodig. Det skal du ikke tage dig af. Bær over med den slags, for det hører til sådan en mimrenisse som mig.

Jeg havde sikkert endt mine dage på det tidspunkt, slagen af en overmand, hvis ikke det var fordi de havde troet mig for død, hankede op i mig, slæbte mig ud af salen og smed mig på møddingen sammen med alt det andet uspiselige. Næring for orme. De smed mig på ryggen. Det reddede mit liv. For idet stødet fra den våde jord ramte min krop, sprang en lille lys tone fra min mund og svævede til min drømmende vantro over mig og mindede mig om, at min død ikke var min alene. Min egen sjæl var længe reddet, men en lille bleg skikkelse stod et stykke væk og stirrede forskræmt på mig. Alene var den og jeg vidste, at den ville dø med mig. Dø på dette sted bag mørke graner og tågesang. Og jeg vidste at dens gravmæle ville være, at min vilje svigtede fordi jeg ønskede at sove ind med mine sår. Jeg svovlede og skreg i mit stille sind og forbandede min skæbne, at den ikke ville ende. Og med et tændtes min vilje. Den sprang frem som en gnist af trods i mit hjerte. En trods mod døden og jeg bad med mine sidste tårer om hjælp fra alle dem, der stod mig bi.

…

Husk dine venner i en sådan stund. Kæmp ikke alene mod døden, for den vil altid være der, og kun i slægten og mindet kan du bringe dig selv videre i dine børns blod og hjerte. Fæ dør, frænde dør, også du skal dø, siger alfaderen. Men et ved jeg som aldrig dør. Dom over død mands dåd. Husk det, men husk også, at dåden skal bringes videre af andre end dig selv. Døden er også en dåd. En dåd som ikke var mig undt den dag under himlen over Hedehøjen. Mit kald blev hørt, den dag, og fader Bjørn kom mig til hjælp. Den gamle danser, der bringer styrke og medicin til sine børn. Han, der giver styrke og varme, kom mig til hjælp og satte atter gnist i mit kød. Og min vrede voksede og blodet fra mine sår stoppede med at rinde.

Syv dage lå jeg på møddingen. Jeg levede af det sorte vand fra råddent hø, og jeg spiste fordærvet kød fra syge dyr, der var smidt til samme skæbne som jeg selv. Og langsomt, ganske langsomt, voksede min styrke, og snart kunne jeg vende mig rundt, snart løfte en arm. Alt den tid stod den lille blege skikkelse blandt skyggerne og betragtede mig ængsteligt. Min vrede voksede med månen men altid lå jeg som død, når folk kom forbi. Tak fader bjørn. Mit liv er dit, til jeg kan indløse min gæld. Husk det, unge ven. Husk de tjenester, der gøres dig, for de koster dem der giver. Glem dem ikke, for da vil du også blive glemt. Af dig selv ikke mindst… Når den slags gældsbånd er indfriet vedbliver båndet imellem jer, men forvandles til et gyldent bånd af venskab. Af guld fordi båndet er uden skyld. Af venskab fordi alt der er tilbage er en vished om, at det er et bånd, der kan knyttes igen uden svig. Det er den slags indfrielse af gensidig gæld, der gør mænd ligeværdige, idet de begge har været hinanden underlegne uden at hævde sig derved. Vær derfor ydmyg overfor den du hjælper… Ja, ja, det lærer du nok engang. Det er noget af det første en ulv lærer, for det ligger som midtpunktet for ethvert kobbel. Men det er også det, der bør ligge imellem dig og dit totem. Som det ligger imellem mig og Bjørn.

Da de syv dage var overstået var jeg rask nok til at rejse mig, gå omkring som var det mine første skridt. Et nyt liv var blevet mig skænket, men jeg manglede endnu en dyst med Herren af Højen og aldrig har jeg været så opsat på at få noget sluttet som dette. Jeg vandrede med den blege sjæl i hælene igennem Hedehøjens gange. Mit tøj flået itu og min forklædning spoleret, men det bekymrede mig ikke nu. Jeg havde æresgæld, og den slags er bedst afgjort med fri pande. Derudover vidste jeg, at Herren af Højen er lige så meget bundet af ord som alle andre fra den anden side af verdenen. Der binder en aftale stærkere end her, og kun de færreste ånder kender til løgn, selvom mange søger at snyde dig når de kan. Jeg ankom til gildesalen og blev mødt af en skare, der skilte sig for mig. Jeg kaldte højt på Herren og svor ham til at komme for at ende, hvad vi havde begyndt.

Først blev han forundret over at se mig uden min tiggerdragt, og hans forundring voksede til raseri, men han stillede op, som det var ham foreskrevet. Som det altid vil være. ”Vi mangler stadig en enkelt dyst, Herre” sagde jeg ”En dyst på gåder, og jeg vil foreslå, at du, som så brændende ønsker at kende mit navn prøver at gætte dig til det, så skal jeg søge at finde dit”. Han nikkede blot. Ingen hjertelig latter. Blot et lille, koldt nik. ”Sæt i gang” bød jeg, og vidste, at mit liv for alvor ville være slut, når vores dyst endte, hvis jeg ikke fandt en udvej, hvoraf jeg kunne fly. Men der var ingen. Tilbage var kun et håb om, at benævnelsen af Herrens navn ville splitte verdnerne som det før havde gjort.

Han stillede sig sagte overfor mig, hænderne foldet lavt foran sig og sagde med rolig røst mit navn. Aldrig før havde jeg hørt det nævnt højt. Kun en enkelt gang hvisket mig i øret til min håndfæstelse, og dengang efterfulgt af et løfte om at det ville blive glemt. Lamslået var jeg, og knap hørte jeg ham, da han smilende bad mig sige ham sit navn. ”Du undslipper denne gang, endnu engang” sagde han så, ”Men det kan ikke blive ved, og jeg tager mit pant. Du kender din skæbne, og ved, at den ender ved mig. Sig mit navn”. Som i en døs sagde jeg hans navn, og nåede i sidste nu at gribe fat i den lille blege arm ved min side inden verdnerne faldt fra hinanden som en kløvet frugt. Men idet jeg sank tilbage gennem sløret, var det som om noget blev tilbage. En krog i mit bryst, min sjæl, der rykkede et stykke af mig idet jeg faldt bort. Jeg hørte kun et lille skrig. Et skrig der syntes som en drøm, da jeg vågnede et øde sted på heden.

…

Hmm. Det var så min fortælling. Tilbage er blot at sige, at Fjeldhammer, den unge ulv, fik sin sjæl tilbage, og at de voksede sammen indtil de igen var én. Hvis du har spørgsmål, så har du ikke hørt efter… og hvis du vil høre historien igen, må du vente til en anden gang. Det er sent, og jeg vil gå til ro, som de gamle har for vane at sige, når de har brug for en undskyldning til at gøre ting som kun passer sig for gamle mennesker.