Vis tekst

  Sidst opdateret: 01. okt 2003 00:29
  Kan læses af: alle


Morild blev født i midten af vinteren af en ung kvinde, der boede lidt nord for Århus. Hun havde ligget med en fremmed mand foråret inden og deres møde havde båret frugt. Hun havde ikke set ham siden, men var alligevel glad for sit barn. Han var sund og smuk og havde varme lyse øjne.

Hvad hun lavede og hvad hun arbejdede som er underordnet. Nok er det at sige, at hun forsøgte sig frem indenfor det alternative og mente at naturen og moder jord var menneskets væsentlige ophav. Det var en tanke som hun søgte at give videre til sit barn og hun gav ham plads og ro til at lege og udforske den forunderlige verden som vi alle er en del af.

Kort efter han fyldte 4 år kom den fremmede mand tilbage. Morild husker kun et kort skænderi, før manden tog ham ved hånden og førte ham bort. Moderen stod knækket tilbage. Fejet til side. Hun havde gjort sin pligt.

Han husker ikke hvordan, han kom frem, men snart var de i en fremmed skov, blandt gamle, tunge nåletræer. Der var en gammel ro her. En lyd af langsomt, kraftigt liv. Den fremmede mand tog ham med til et sted drengen ikke kendte. Et sted han skulle bo de næste mange år. Han blev sat hos gamle.

Gamle boede i en forladt hule ved foden af en bjergskråning. Der var indrettet med skind, krukker og et enkelt skrin i mørkt træ. Der var ingen møbler, men overalt hang den gamles redskaber, hans tromme, hans våben, hans fjer, urter, masker, rasler, skind, gaver og værktøj. Det første der skete, da drengen ankom og den fremmede mand var blevet vist bort var at hans tøj blev brændt. I stedet fik han kastet et tykt, vamset skind, som skulle blive hans påklædning de næste par år.

Gamle talte ikke til ham, relaterede ikke til ham, men lod ham sove ved ilden og kastede ham mad når han blev for bleg eller begyndte at tale i sin søvn. Han var et vildt dyr som akkurat blev holdt på denne side af grænsen mellem liv og død. Hans sind var fyldt med frygt og hans krop var træt. Træt som kun en 4-årigs krop kan være det. Han talte meget til Gamle de første par dage, men han fik aldrig noget svar. Han græd også. Hylede og skabte sig, men den gamle indianer vedblev blot med at stirre ind i bålet eller op på stjernerne. En enkelt gang, da han havde været der en uges tid gik hans skæbne ham så meget på, at drengen i raseri gik hen til den gamle mand og gav sig til at slå løs på ham. Små barnehænder i hidsige klask mod den gamle mands ben og mave. Drengen var aldrig blevet slået før, men nu fløj han gennem hulen og kunne mærke sin mund fyldes med blod. Efter det slog han ikke den gamle mand igen.

Gamles dag var bygget op af riter, fra han stod op til han gik i seng. Alting blev gjort
med et fjernt formål, et formål udover ham selv. Han levede af gaver bragt ham af lokale indianere, der ofte kom efter råd eller hjælp. Det var en hård vinter. Hvis han rodede i Gamles ting efter mad fik han prygl med en hasselstok til han segnede, men det lykkedes ham alligevel engang imellem at snige sig til en bid. Lige nok.

Han havde prøvet at stikke af flere gange, men han var altid enten vendt tilbage af sig selv, når han erkendte at han ikke kunne klare sig selv i skovene, var for sulten, forslået og træt. En enkelt gang var han også faldet om nær en strøm i skoven, træt og klar til at dø, men var vågnet op i Gamles hule igen. Hans sår var lægt og han havde fået mad den dag. Hans første selvmordsforsøg kom omkring vinterjævndøgn det første år, men han var for ung til at vide hvordan man gør. Han havde slået en skarp sten ind i armen til blodet stred fra ham og han var besvimet af smerten. Igen var han vågnet hos Gamle, i rimelig stand. I live. Han har aldrig grædt siden den dag. Han prøvede igen omkring slutningen af foråret i et anfald af hjemve og barnlig trods over at nogen skulle kontrollere hans liv på den måde, men igen mislykkedes det og han forsøgte ikke igen siden.

Omkring hans 5 års fødselsdag havde han givet op. Der var ikke mere trods tilbage i ham. Ikke flere skrig. Ikke flere klynk. Ikke flere hvide knoer eller sammenknebne øjne. Han var træt og tom indeni – og han var ved at dø. Livet sank ud af hans legeme dag for dag og han spiste ikke længere det der blev ham stukket. Gamle fortsatte ufortrødent sine riter hver dag. Han hilste tavst solen, gav ofre til bålet, takkede vindene og bukkede for de syv retninger. Han talte med alle dyrene og planterne på skift og sørgede for at de fik, hvad de fortjente. Han holdt dog op med at give mad til drengen efter at han holdt op med at spise. Sådan gik dagene, og drengen var tæt på døden. Han havde ikke rørt sig i 3 døgn nu, men stirrede fortsat ind i ilden. Sammensunket. Hans sind havde lavet underlige syner for ham af sult, men han var ligeglad. Han så ikke i farver længere. Så kun mørket i sit eget indre. Tomheden i den store verden. Og han var træt. Meget træt.

Om morgenen den tredje dag satte Gamle sig op fra sit leje som han plejede. Drejede sig mod ilden som han plejede og bukkede mod det sted på horisonten, hvor solen ville stå op om nogle timer. Som han plejede. Idet han bukkede sig ned for at lægge panden mod jorden, faldt drengen også forover. Han var træt og holdt sig ikke oppe længere, men da de begge lå dér, på knæene, med ansigtet mod jorden, kiggede Gamle op på ham og deres blikke mødtes. Den gamle indianer holdt hans blik fast med sine grå øjne og der gik en evighed, hvor den unge dreng kiggede ind i den gamle mands vilje. Han så et ubrydeligt spejl, en liv så gammelt og sejt, at det var blevet til ét med verden. Med den kolde, gamle natur. Med isnende vintre og kølige somre. Med klo og tand og fødsel og død.

Så, langsomt, rettede den gamle ryggen og satte sig langsomt op imens han med blikket trak drengen med sig fra jorden. Derefter satte han sine håndflader i jorden og den unge dreng fulgte ham, stadig låst af hans blik. Sådan gik det resten af dagen. Gamle gjorde, og den unge dreng fulgte. De ofrede til bålet, takkede vindene, hilste de syv retninger, sagde godmorgen til solen og plejede og besøgte alle planter og dyr. Drengen var som i trance, knapt stående på sine små ben, men han holdt sig oprejst resten af dagen til de havde givet den sidste taksigelse og de kunne gå til ro. Han havde fået mad og drikke, men var stadig segnefærdig og sad igen og kiggede ind i bålet, hensunken. Men noget var ændret, der var en ro i ham, en ro der ikke kun var tomhed. Han havde fornemmelsen af for første gang i lang, lang tid, måske nogensinde, at have gjort noget meningsfuldt. Han havde givet sig selv. Han var noget. Han havde gjort sig fortjent til at spise, til at leve.

Lige før han lukkede øjnene og faldt i søvn bukkede Gamle sig frem imod ham, og slog ham let i brystet med en knyttet hånd, mens han sagde det første ord drengen nogensinde havde hørt ham sige: ”Cayacahóto”. Så fnyste han, spyttede i bålet, vendte sig rundt, rullede sig ind i sine skind og faldt i søvn. Cayacahóto. Shaman. Ham, drengen, en shaman. En Cayacahóto. Så faldt han også i søvn.

Sådan gik de næste par år. Gamle talte stadig ikke til ham, men det var som om der var kortere imellem dem nu. Som om de havde en forståelse. Drengen fik mere mad end før, eller det føltes i hvert fald sådan. Han deltog i de daglige riter, sad med når folk kom med gaver eller for at spørge om råd og han fik lov til at låne nål og tråd, så han kunne sy ordentligt tøj ud af sit skind. Han var stolt. Meget stolt. Sjældent har en 6-årig været så rank, eller taget sine opgaver så alvorligt.


... fortsættelse følger.