Vis tekst

  Sidst opdateret: 29. maj 2003 11:54
  Kan læses af: alle

Efter Daniel havde været på seglmåneblot og blevet anerkendt i septen, vågnede han op til den hårde virkelighed næste morgen. Tilsviningen af området omkring viet kom i høj grad til at hvile på ham.

Den næste weekend var han udset til at lede forhandlingerne med Troldhøj. Dette var et hverv, som han tog med stolthed, og han synes også selv, at det gik ganske godt. Han vendte tilbage med hovedet lidt højere end man så ofte ser Daniel.

Om mandagen tog Daniel hjem til sin mor, der jo er hans blodlinje til hans forfader, Sverre Lysende Sti. Her ventede der ham en overraskelse. Han var knapt kommet inden for døren (allerede med tænderne i vand over duften af frikadeller), før hans mor trak ham ind i sit lille syrum og begyndte at rode i et skab. Allerinderst inde trak hun en lille aflang æske frem, pustede støvet af den og åbnede den.

Indeni var en pind med omhyggeligt ristede runer på. Daniels mor rakte den frem mod ham og sagde: "Tillykke, min dreng. Jeg er så stolt over, at du er blevet en garou". Først kiggede Daniel bare, så rakte han langsomt hånden frem og greb runestaven. I det øjeblik, hvor han løftede den af dens leje, greb hans mor ham i et stort, knugende knus. "Farvel, Daniel. Jeg ved, at du skal ud og gøre store heltedåde. Vi vil altid tænke på dig. Vi forstår godt, at det vil være for farligt for dig at komme her. Du må gøre, som du har behov for." Daniel var lamslået.

"Og kom så, min dreng, nu er der frikadeller!"