Sidst opdateret: 04. sep 2010 20:02
Kan læses af: alle
"Du gør det forkert! En gang til!", Tappavinas piskestemmer tordner for Gaia ved hvilken gang. Jeg tager træt staven op igen og stiller mig tilbage til udgangspositionen med bemærkningen: "Er det ikke snart frokost". Et hånligt smil er det eneste svar.
Min krop glider gennem bevægelserne, som nu kommer uden at skulle tænke over det. Jeg stopper på det aftalte sted. "Det var lige akkurat brugbart.Nu til den afsluttende del". Suk. Jeg koncentrerer mig et øjeblik for at huske, hvordan det går, men jeg når ikke mere end at strække armene ud, før den liflige duft af bacon rammer mine næsebor.
Svært distraheret af løftet om røget kød, indser jeg min fejl i det øjeblik Tappavina langer mig en lussing: "Vi skal have lever til middag. Koncentrér dig!". Duften af bacon er forsvundet. "Men hvor kom så duften fra?". Tappavina smiler skælmsk, mens baconduften igen kildrer mine næsebor - så stopper den pludseligt. "Hvordan gør du det?", spørger jeg. Han trækker lidt på skuldrene med kommentaren: "En af Moderens gaver,du ved". "At du kan lugte af bacon?". Lugten af kloak rammer mig hurtigt fulgt af lugten af roser. "Wauw, gid jeg kunne det - det kunne jeg godt have brugt op til vores kamp mod draugrerne. Men ånderne virker ikke til at ville lære mig nogen". "Vil? Du kan da ikke bare forvente, at de kommer valsende og serverer dem på et sølvfad", siger Tappavina lettere drillende, men han kan se på mit ansigtsudtryk, at det ikke er langt fra.
Altså det har de jo altid gjort. Eller rettere, det gjorde de en gang, men så stoppede det. Jeg fik en for nylig, men det var vist ment som en opmuntring til at få nogle flere - der skete bare ikke mere, og så tænkte jeg ikke mere over det. "Ånderne vil se, at du er værdig til at få en gave, så man er for det meste nødt til at opsøge dem og presse dem lidt. Det er lige som med kvinder", belærer Tappavina mig. "Hvordan ved man, hvem man skal opsøge?", "Tja, nogle gange forhører man sig hos en, der allerede har gaven, mens andre gange opsøger man bare en ånd, som man tænker vil kunne give en noget nyttigt". Jeg tænker over det to sekunder, inden jeg spørger: "Hvem lærte dig bacongaven?". Tappavina undertrykker et smil og siger: "Et stinkdyr".
Hurra....


