Vis tekst

  Sidst opdateret: 16. jun 2004 03:32
  Kan læses af: alle

Sverre kommer tilbage om mandagen fra septen Nitton Vågor i Sverige, og han ligner et tordenvejr. Han er lidt irriteret over endnu en gang at skulle løbe hjem, noget irriteret over at være gået glip af blotet og meget irriteret på ham, der er skyld i hele misæren.

Efter Sverre er kommet ind i viet, giver han et lidt gryntende tak til Alex Mange Sår for at have sendt en vindånd ud for at spejde efter ham, og adspurgt om, hvad der gik galt, har han følgende historie - passende fulgt at spytten og skulen:

"Det hele gik egentlig fint op til og under ritet. Det var en smuk...men lidt tom og underlig... bisættelse med det brændende skib, der blev sendt ud på Vänerns vande. Det hele gik først galt lige ved slutningen af ritet, hvor vi stod og sang, mens skibets sidste rester blev opslugt af søen. Et par ånder havde åbenbart besluttet sig for at lave ravage i septen, så de satte det store spektakel i gang. Jeg må indrømme, at det lød også voldsomt, men derfra og så til at panikke, der er altså et stykke.

Det var ikke desto mindre det, som deres nyudnævnte portvogter gjorde. Han havde dagen før fået den, eftersom den skibssatte ikke kunne varetage den længere. Han var bare ikke opgaven voksen. Han styrtede ind i viets hjerte og udløste de brændte broers rite, før der var nogen, der kunne nå at stoppe ham.

De to ånder blev sendt væk af en godi, der stadig var våd bag ørerne, så den unge portvogter var med god grund meget rød om ørerne. Hvis det stod til mig, så havde de været det af et par lesterlige tæsk, men nu var jeg jo kun gæst. Og det ændrede ikke på det faktum, at jeg ikke ville kunne nå hjem til blotet, eftersom at jeg var nødt til at løbe gennem det halve Sverige for at komme hjem. Det er sq ved at blive en dårlig vane...