Vis tekst

  Sidst opdateret: 13. sep 2005 01:50
  Kan læses af: alle

Det er ikke så ofte, at man ser Daniel kæmpe. Selvom han er alfa for Gefions Okser, så er han ikke den, der går forrest i kampen. Selv vil han sige, at en klog alpha vælger sin kamp med omhu. Sandheden er nærmere, at det er hans kobbelfæller, der hiver dem ind i de kampe, som de udkæmper. Ellers lader han krigerne tage sig af den slags.

Når kampen endelig kommer til Daniel, vil han skærpe sine kløer på nærmeste sten, hvis han har tid til det - og selv da, ikke altid. Så længe han har mulighed for det, kæmper Daniel i hvad der kunne kaldes en supporterende stil. Han undgår primært angreb ved at hoppe uden om dem og sætter kløerne i, hvor han kan gøre det uden at blive ramt. Der er sjældent vrede indblandet i hans angreb. Den slags bliver gemt til nødsituationer. Han har også lært at ignorere smerten, så han kæmper til den bitre ende.

Landet uden skygger er et sted. Han har lært, at kamp altid er op af bakke derinde blandt ånderne.

Folk, der har tid til at lægge mærke til det, kan se, at Daniels pels på brystet ikke rigtig gror jævnt. Det ser en kende drabeligt ud, men ved nærmere eftersyn er der nok ikke de store gener for ham af det kampsår.