Vis tekst

  Sidst opdateret: 29. maj 2017 15:57
  Kan læses af: alle

Året 2014-2015 (Hanens År)
Sorthøjs ulve bed og hylede, og deres jarl ledte dem i kamp.
Men, de talte ikke med andre.
Langsomt begyndte årstiderne at skifte, og de Sorte Skripi-snoge fra under heden i Vendsyssel toget septens opmærksomhed.
Den vinter døde flere af de yngste, da giften tog dem. Men, ved Stålklo og resten af Odin's Ulve blev reden revet op med rode, og i Marts veg Gaia's Skjold den urgamle Draugr som havde til hensigt at tage Lindholm Høje som sin egen.
Men langsomt begyndte landets ånder at glemme hvem de var, og uanset hvor mange riter der blev holdt var der altid mistro og utæmelige ånder der ikke huskede ulvene.
I den vinter tog Gleipnir sin anden rang, da han beviste sig som en voksen ulv og løb Den Sølverne Spidsrod, og et ar blev lagt over hans hjerte med rent sølv.

LANDSBLOT 2015
Trods alt blev der fundet hvalpe igen. Men denne gang tog septen sig af deres opdragelse med meget opmærksomhed, og derfor kunne kun Mange Sår Jarl og Gleipnir tage med til landsblotet.
Meget blev sagt, meget blev fortrudt, og især blev Byen Brænder's forsvinden snakket meget om.
Her virkede hans jarl meget fjern, fjern nok til at Gleipnir begyndte at undre sig over det. Landblotet var ikke et af de kraftigere af slagsen, men han så en Jarl udfordre for Adren, og det frydede ham.
Men, manglen på ældste dommer, Jarlen af Jylland, til hans eget landsblot, var til at tage og føle på.

Året 2015-2016
Da Gleipnir vendte tilbage til Sorthøj var situationen blevet værre. Retfærdighedens Klør var væk. Og et par uger efter landsblotet var det slemt nok til at ingen ånder undtagen forfædrene respekterede ulvene.
Paniken var ved at tage fat i dem, og Odin's Ulve rendte landet rundt for at få styr på situationen. Men alt der mødte dem var en larmende stilhed.
I efteråret drog Gleipnir sydpå for at tale med Troldhøj, og søge stifindernes råd. De gav deres hjælp, og ledte efter Jarlen.
Men, snart forsvandt Mange Sår også. Og Sorthøj mærkede konsekvenserne. Et stille ekko af savn gik igennem landet.

Gleipnir tog flere gange sydpå, og kunne berette om en sept der gradvist var ved at blive stille. Trods hans forsøg på at holde alting i gang.
Ved blotet på Valpladsen fortalte han om manglen på Jarl, og blev her genet til at udfordre for den titel. Han svor det foran Athro Aslak og Katla Jarl, og forventede at skulle strides med Stålklo for at tage sædet.

Men. Den kamp viste sig at være intet andet en bedrag. Myrknið, en jætte som Gleipnir havde strides med før, havde planer for at besejre krigeren ved at udnytte hans mangel på frænder. En ensom ulv er nemmere at besejre. Jætten tog skikkelse af Stålklo, og i en holmgang blev der under fuldmånen udkæmpet noget Gleipnir troede skulle være hans jarlskamp. Men, det viste sig at alle nu var væk. Og jætten spottede ham.
Mange Sår. Drifa. Retfærdigheden Klør. Ask. Stålklo. Vredens Poter.
Alle var væk. Taget af Afmagten.
Men alt til trods havde han stadig frænder. I syd. I øst. I havet selv. Og med den styrke trak han Myrknið fra landet, og med klør efterlod han jættens tarm som et spor igennem Jotunheims Port.

Gleipnir nåede væk, og trak sig selv tilbage til det sted for at Mismodet ikke havde slået rod. Læsø. Ægir's Hal. Her dvælte han og kom sig over skaderne han var blevet pådraget af jætten.

Det forår så han at Aslak var draget dertil. Og han frygtede det værste.
Med en kæde vævet af bølgernes styrke og hans egen vilje bandt han sig til Ægirs port, og løb efter den ældre kriger.
Han fandt Aslak i viget, hvor at han også fandt den forsvundne Jarl. Og der ramte mismodet og afmagten både han og Aslak.
Med sin sidste vrede vækkede Retfærdighedens Klør den ældste Kriger, og bad Gleipnir om at løbe som lokkemad. Men ikke førend at Skjoldets hemmelighed var givet videre til den sidste vågne ulv fra Sorthøj.
Med Aslak i hælene løb Gleipnir. Hver gang den ældre kriger var over ham, trak bølgerne ham frem. Hver gang at den ældre kriger havde tænderne i ham, trak hans vilje ham fri med blod og sener som offergave. TIl sidste endte de begge i Kattegats favntag, og det isende vand trak Aslak tilbage til fornuften.

LANDSBLOT 2016 (Vildsvinets År)
Det landsblot var et sorgens landsblot. Gleipnir stod som den sidste af Sorthøjs ulve der kunne vandre og hyle. Resten var taget af afmagten og mismodet. Af glemsel og vandrende sind.
Han kunne næsten ikke se Sarah, sin eneste ven, i øjnene og fortælle hende at deres hjemstavn var tabt.
Han strides med den unge hvalp, Gustav, som troede sig en ligemand.
Her blev han taget af Magne, og gjort krav på af Troldhøj, da en ulv uden en sept var en frygtelig ting. Trods en tanke om at gå til Sarahs side i København, så forstod han at Jylland stadig var hans hjem.