Vis tekst

  Sidst opdateret: 04. nov 2007 06:10
  Kan læses af: alle

DOMMENS VOGTER havde givet mig en opgave for en upartisk dommer at dømme.

Jeg måtte rejse ind i åndeverdenene for at løse opgaven. Der fandt jeg forfaderen VENTER PÅ RETFÆRDIGHED (VPR) som gerne ville have sin sag dømt og afgjort. Han var lænket til væggen i en hule og der var lagt bånd på hans tunge. Han havde svært ved at tale om den sag som han ønskede at få løst.
På gåde form fik han dog givet mig nogle hints om hvor jeg kunne lære sagens agter at kende. Det lykkedes mig at finde nogle af de involverede parter og forfædre som kendte til sagen men ingen af dem var særlig villige for at snakke om sagen, for så længe jeg var sagen ukendt var jeg også sagen upartisk.
Jeg fandt en forfadeånd, den gamle JAKOBIAS AF SIND, en gode, som fortalte at jeg burde opleve sagen selv, frem for at få den genfortalt af andre. Det ledte mig ned til en sø.
På en sten ved søens bred sad endnu en forfader, en blind skjald, som præsenterede sig som DYBETS-SPEJDER. Stirrende ned i søen, kendte han til min opgave og en måde hvorpå jeg kunne opleve den handling, som havde sendt VPR i lænker. DYBETS-SPEJDER viste mig til en tunnel som tilsynelandende ført ned under søen. Igennem den tunnel skulle jeg kunne opleve VPR’s historie, hvis jeg gik der ned med det fokus i mine tanker.

Det var en mørk, fugtig og ubehagelig tunnel, hvor mørket blev ved med at krybe op på en og sanserne begyndte at betvivle hvorom man var alene. Gang på gang bildte jeg mig ind at jeg hørte hvislen og væsen. Men da jeg begyndte at mærke hvordan mørket begyndte at gribe fat i mine ben eller snappe efter mig, der huskede jeg hvorfor jeg var der og begyndte at løbe. Et lille lys i der fjerne gav mig noget af løbe imod og væsnerne bag mig med de skarpe tænder gav mig noget at løbe fra. Jo mere jeg løb, jo mere voksede lyset og jo voldsommere var ormevæsnernes jagt på mig. Fuld af rifter og sår fra væsnernes klør og tænder sprang jeg ind i lyset som jeg endelig var nået og jeg fandt mig selv på en frodig græsmark.

Omkring mig var søen fra før, men det var ikke rigtig den alligevel, træerne, luften, alt var kendt og fremmed på samme tid. På den anden side af bakken lå der en fremmed lejer. Jeg gik der ned og opdagede til min forundring at de ikke syntes at opdage at jeg var der, det var som om jeg var tåget og svagt synlig for dem.
Jeg genkendte VPR skønt de andre kaldte ham ved et andet navn viste jeg at det var ham, også selv om jeg aldrig hørte navnet. Han var deres dommer og septens beta. Skønt septen så velfungerende ud, var riser i lakken. VPR og Alfaen, hvis navn ikke skal huskes, var ofte uenige om de beslutninger som alfaen tog.
Nu var det sådan at VPR havde set sig kær på en slægtsfolk kvinde han ønskede at gøre sin, så han udfordrede for at få retten til hende. Alfaen og VPR dystede om hende og VPR vandt da også dysten. Men da resultatet stod klart underkendte Alfaen resultatet og mente at nu hvor VPR havde tabt dysten, så var kvinden hans. På grund af denne nederdrægtige handling og andre, så valgte VPR efterfølgende at udfordre Alfaen for hans post. Men som kriger besluttede han gang på gang at dysten skulle afgøres på tvekamp og der kunne VPR ikke måle sig. Resten af septen mente også at der var flere måder at alfaposten kunne vindes på, men alfaen nægtede dem.

Som tiden for forbi mig, så jeg hvordan VPR blev mere og mere frustreret indtil den aften hvor han fandt sig en kniv af sølv og i ly af natten dræbte han septens alfa. VPR flygtede, og i sin flugt sendte han, i selvforsvar, et par af septens ulve i døden.

Jeg så hvordan han flygtede ud i skoven med sin elskede kvinde, men så da også hvordan de opsporede ham, fangede ham, dræbte ham og bandt hans ånd med lænker og riter i hule. Da vågnede jeg op på flodens bred hvor DYBETS-SPEJDER vågede over mig.
”Jeg ser du overlevede turen. Fandt du hvad du søgte?” spurgte den gamle. Jeg svarede at jeg havde og jeg ville begive mig hen til hulen for at bringe retfærdighed til den der havde vente så længe.

Dette er hvad jeg fortalte VENTER PÅ RETFÆRDIGHED
”Jeg har set din historie, jeg har været vidne til traditioner og gamle loves brud. Dette er min dom:

For drabet på din alfa finder jeg dig uskyldig, da gaias mægtigste opgave til os er at bekæmpe ormen, og ormen havde taget bolig i hans hjerte og hans sind. Der udgydende den begær, uretfærdighed og fejhed. Det var din tunge pligt at handle.
Men jeg kender dig skyldig i drabet på din sept frænner og vigtigt at alt, at du ej så dine handlinger i øjnene, men valgte at flygte fra dem.
Derfor kender jeg din dødsdom for ret, men din tid her for ovre.”

Mens jeg gav ham dommen lyste han ansigt op, hans ryg rankedes og da jeg afsluttede min dom, brate han sine længe med et råb: ”Jeg er RETFÆRDIG VREDE!!”
Lænkerne der faldt til jorden opløste sig i mørke masser og samlede sig til flere slanger som angreb os. Ryg mod ryg kæmpede RV og jeg mod de ormevæsner som havde styrket sig på fortvivlelse og uretfærdighed. Mange år havde de styrket sig, men de kunne ikke måle sig imod den retfærdighed som de kæmpede over for.
Da RV og jeg gik ud i solen stoppede ham mig: ”Unge dommer af Fenris, jeg er dig evigt taknemmelig for at have bragt mig frem i lyset. Den gave vil jeg give dig…” han berørte min pande og mit hjerte med det sollys der nu badede ham igen. ”dette lys kan du altid lyse i hjertet og søge efter ormens usandhed”
Med det vendte han sig og løb videre ud i umbraen.

Tilbage i Sorthøj blev jeg modtaget og anerkendt som Rolf, Cliath dommer, af Fenris.