Vis tekst

  Sidst opdateret: 27. jun 2013 12:30
  Kan læses af: alle

I starten var vi alle ét. Ulv-og-menneske. Lys-og-skygge. Vågen-og-drømmende. Så gik det første øjeblik, og dermed opstod tiden og med den begyndte den første bevægelse, og med bevægelsen fulgte en splittelse. For bevægelse er når én ting flytter sig fra noget andet - og mellem dem opstår der en afstand og et slør der gør det svært at være nært, at være et.

Nogle dele af verden begyndte at bevæge sig i cirkler om det der før havde været deres kerne, og begyndte den evige cyklus mellem de naturlige tilstande. Du kender det selv. Dag-og-nat. Sommer-og-vinter. Liv-og-død.

Andre dele af verden var levende og mere stædig. For da livskraft er den kraft der binder ting stærkest sammen insisterede livet på at blive ved med at være flere ting på samme tid. Så hvert væsen blev splittet i dele, der insisterede på at eksistere samtidigt. Og da ingen af vores dele ville dø, opstod søvnen og drømmene. Når vi sover drømmer vi vores drømme-persona frem. Og når vi vågner, er det vores drømme-persona der drømmer os frem. Sådan har det været siden da.

~*~

Så siden det første øjeblik har der altså været bevægelse og drømme. Hver nat drømte vi nye drømme, lysende håb og mørke skygger. Og vi stræbte mod vores drømme; flygtede skræmt fra skyggerne og søgte ivrigt mod vore håb. Og hver dag tog glemslen drømmen til sig så der blev plads til nye håb og skygger. Og vi var i bevægelse og i udvikling og vi begyndte at opdage fantastiske idéer. Ild og hjul; ritual og tradition.

Men en dag blev glemslen for grådig og tog ikke bare nattens drømme, men også mindet om dagene før. Og vi var ved at gå i stå og forfald, for uden mindet om fortiden kan vi ikke stå på vore forfædres skuldre. Glemslen truede den verden vi var begyndt at skabe.

Heldigvis mærkede en enkelt særlig vis ulv dog glemslens voksende tomrum i sit indre og hylede i trods. Med ét ord bandt ulven dagene i vores kroppe. "Gaia", hylede ulven.

Samme nat drømte den vise ulv en fremtid fuld af håb og fantastiske muligheder. Og da hun vågnede navngav ulven sine drømme "Wyld" og vækkede sit kobbel for at fortælle dem om sin drøm. Og med et skørt og saligt glimt i øjet sagde ulven: "Jeg har drømt fantastiske og frygtelige ting - Wyld!". Men da ulven ville forklare hvad "Wyld" var kunne den vise ulv ikke huske indholdet i drømmen, og fortællingen blev rodet og usammenhængende - uden start eller slutning.

Den vise ulv følte en stor sorg over at have glemt nattens drøm. Og sorgen fik navnet "Wyrm". Og da ulven skulle fortælle om Wyrm var det lettere, for alle har oplevet Wyrmens glemsel når de er vågnet og har sørget over det tabte håb fra en drøm, eller følt lettelsen ved at slippe rædslen fra et mareridt. Alle kender vi truslen om at dem vi har mistet skal dø påny når glemslen Wyrm tager dem, og vi ikke længere vil huske vores liv, vores kampe, vores kærlighed.

"Men hvordan skal vi kunne kæmpe mod glemslen Wyrm?" spurgte hendes kobbel den vise ulv. "Vi kan ikke kæmpe med klo og tand mod glemslen Wyrm som andre fjender. For glemslen er som selve tiden." Ulven tog et dybt åndedrag og sagde så: "Vi skal give navne til verdenen Gaia omkring os. Vi skal give navne til den Wyld vi drømmer om, til den Wyrm der truer med glemsel og vi skal give navne til hver ulv der kæmper med os. Og vi skal give navn til den Væver der giver os ord og navne, så vi kan huske, så vi kan fortælle. Sådan siger jeg glemslen imod. Sådan kæmper vi for vores verden Gaia."

"Og når glemslen Wyrm bliver for grådig må vi tage flere navne fra Væveren. Og når vi mister modet eller bliver for hovmodige må vi søge nye drømme fra Wylden. Og når vi mangler kraft må vi huske på verdenen Gaia, og alt hvad vi har at kæmpe for."

"Vi er Gaias krigere. Wylden giver os drømme, fra Væveren får vi navne og Wyrmen forsøger at tage det hele til evig glemsel. Vi kæmper for Gaia ved at holde hendes navn i hu og ved at holde hinanden i hu. For vi er alle Gaia. Og sålænge vi husker består hun og vi. For vi husker og vi fortæller."