Vis tekst

  Sidst opdateret: 09. maj 2007 00:38
  Kan læses af: alle

-------------------------
3/5 (tiltagende seglmåne)
Rådhuspladsen -> Åndesøen -> Folkets Plads
-------------------------------------------

Foråret er kommet til byen. Byen kommer 20 minutter for sent. Han skulle finde mad. Det er okay.

Byen og jeg går gennem byen. Det er mærkeligt, Byen kender byens små veje bedre end han kender sig selv. Jeg spørger ham hvad det vil sige at være Bengnaver. Det virker han overrasket over, men han svarer kort at de er dem der har viljen. Mere kan jeg ikke få ham til at sige. Det er også nok.

Undervejs snakker vi om mødet d. 6. Jeg skal stå for præsentationen og prøve at styre mødet. Han forklarer hvad han vil have. Jyderne skal vide vi ikke er som dem. Men jeg skal ikke nævne nogen tal og spiraler, så 'flår han hovedet af mig'.

Er han bange for jyderne? Eller for primtallene? Eller har bengnaveren bare stolthed og vil ikke have jyderne skal se noget han ikke er stolt af.

Jeg ved det ikke. Men jeg snakker bedre med Byen nu, hvor vi ikke allesammen er her. Det er godt. Jeg er klar.


6/5 (tiltagende halvmåne)
Shelteret mellem Hejresøen og Vibestien på Amager Fælled
--------------------------------------------------------
Så kom jyderne på besøg. Der skete for meget til at jeg kan huske det nu. De var mindre end historierne gjorde dem til. Heldigvis.

Byen ydmygede Verdandi værre end han plejer. Som jeg foreslog ham søgte Daniel at blive Beta ved at tilbyde sig som rådgiver for Byen. Han måtte kæmpe med Hviler. Daniel vandt først ved at få mest citronkage, senere ved at give bedst råd om os, Glasgængerne, - Som Byen åbenbart ser som sit største problem. Så Daniel blev Beta af København og Alfa af Gefions Okser. Hviler blev Beta af Okserne... og Flod sad tilbage og blev glemt af sit Kobbel.

Drageild er en gammel Skjald. Den første anden Danske jeg møder. Jeg er fuld af trods og hilser med vilje på ham til sidst. Men han ænser det ikke. Det for mig til at føle mig barnlig, som en hvalp. Men det er måske ikke så skidt endda. Han lærer mig at rulle cigarretter. Han ryster som en junkie og kryber sammen som et råddent træ. Men når han taler, så holder folk vejret selv om han kun hvisker hæst. Han er som en ulv der er faldet, men som har rejst sig igen. Venter folk på hvornår han falder påny? Han siger han var den første af vores "generation" af ulve der vågnede i Jylland. Jeg spørger ind til historie men man kunne se smerten når han mindedes og da han ikke svarede spurgte jeg ikke igen. Jeg vil ikke spilde hans tid. Han er så gammel at ingen kan gøre ham urolig.

Flod hjælper mig til at spørge ham om flere historier og senere på aftenen fortæller han om en spådom. Tre der ofrede sig og overvandt en stor ondskab - men kun fordi de kendte dens navn. Er det allerede sket eller kommer det til at ske? Det lyder som Verdandis syn.

Drageild er ikke den eneste jyde der besøger os. Alex-mange-sår kommer også. En modi - det er det de kalder krigerne. Minder mig om indianernes "braves". Der er noget ondt i hans arm. Det bliver der selv når den ambuteres og vokser ud igen!Vokser ud igen? Han har en hvalp i lænker, lænker i hovedet, i sindet. Alex siger at hvalpen blev væk sidste. Jeg forstår ikke hvorfor det er Asbjørns (hvalpens) skyld. Begge er de fra Sorthøj Sept i Aalborg. Hvalpen Asbjørn er skjald. Han er også fenrir men det er alle jyderne naturligvis. Han taler sjældent, men har både humor og en snert af kraft.

De tre sidste jyder vi fik besøg af var krigerkobblet Den Sidste Vinter. Aslak, Sortmåne og Ildsjæl. De er fra Troldhøj Sept i Aarhus. De er mere ulve end nogen andre jeg har mødt. Særligt sortmåne virker lidt ulvsk som hun lægger sig til at sove i shelteret. Aslak opfører sig som om han bestemmer. Han er også vis, men han ser kun tingene fra en side og snakker meget. De snakker om Bjørn og Fenris. Ånder. Vigtigt for dem. Ligegyldigt for mig. Sortmåne prøver at lege dommer for os, det er hende der dømmer udfordringerne Daniel deltager i. Hun er tydeligvis ikke vant til det, men hun gør det bedre end nogen jeg har mødt. Hun siger jeg taler godt, men driller mig også med at jeg kun er hvalp. Ildsjæl er en kæmpe og jeg får aldrig talt meget med ham.

Jeg talte om gammel kraft. Om at vi i københavn mangler historier, men om at vi kan mindes vores glemte fortid og vore faldne. Jeg nævnte kort Magnis Finder-vejen. Selvom jeg ikke kendte ham fornemmer jeg hvor vigtig han var. Og er. Hvis en skjald skal huske må jeg minde om ham. En af de gamle ulve i København der døde i Glasgængerbunkeren som den sidste. Til sidst var han gal. Hvem var han før det?

Luna gjorde krav på sin rang, fordi hun ikke taler helt så lavt som hun plejede. Hun er nu ikke længer hvalp. Hun hedder ikke længere Luna. Nu kalder hun sig Auda-Som-Hører. De tre gydjer hører sammen. Tre.

Bengnaverne dannede kobbel. "De Som Vandrer i Tusmørket." Kan det blive en større kliché? Nej. De fik ræv som totem.

Jeg introducerede glaskuglen som jeg havde tænkt mig. Det gik godt synes jeg. Drageild kunne lide den - det overraskede mig. Luna lagde mærke til hvordan den vendte ting på hovedet. Flere andre knurrede, men den blev accepteret. Til sidst lovede jeg at rense den - og Hviler begyndte at lære mig om renselsesriter.

...og der skete så mange andre ting. Men jyderne gik som vores venner. Som mine venner. Jeg havde troet de var fjender. Jeg er mere optimistisk nu end jeg har været siden jeg vågnede op til at jeg er halvt ulv.


----------------------
(en dag) (under månen)
Under Bispebjerg st.
--------------------
Bengnaverne kaldte os sammen og vi kom. De fleste af os. Lue var tilbage. Vi snakkede men der skete ikke så meget. Glasgængerne drillede byen ved at udpege mig som Alfa. Han angreb mig og vandt. Også han og Lue sloges, men det var en reel kamp.

Til sidst snakker han og Lue og det ender med at han beordrer Lue til Jylland og mig til Sverige. Jeg forstår det aldrig.


--------------------------
10/9 (tiltagende halvmåne)
Landsblot i Viborg
------------------
Alt for meget på en gang. Og alligevel glæder jeg mig til næste år. Jeg må prøve at huske de vigtigste ting. Det var kort efter kampen i nordsjælland og Byen Brænder var blevet hjemme for at holde skansen sammen med de tre Gydjer. Så vi var kun fire afsted. Daniel, Hviler, Unic og jeg selv. Det var en skam. De gik glip af noget og jeg savnede dem.

Vi var omtrent 30 ulve. Det var rart at man kendte et par stykker fra besøget hos os. Man følte sig lidt mindre som en fremmed.

Det indledende rite var overvældende. Mjød overalt og i mange varianter - og styrker! Så hilste vi på ånder, og det var halvt høflighed og halvt noget jeg ikke helt forstår. Noget der skal opleves. Hviler sagde bagefter han var stolt af Unic og jeg for hvordan vi klarede det. Jeg blev overrasket over hvor meget det betød for mig at høre det.

Vi har et sprog. Jeg så vores tegn på en flaske. På en pind. På en nederdel. Jeg spurgte og Drifa fortalte, men lovede "at skære tegenene ind i røven på mig" hvis jeg ikke huskede hvad hun sagde til mig. Jeg tror det var en joke. Men hun er fenrir, så...

Jeg mødte flere hvalpe. 2 der altid løb om kap, selv når de stod stille. En der var yngre end jeg selv. Mærkeligt ikke længere at være den nyeste.

Under maden, hvor jeg fik sidst fordi jeg var hvalp (det var ikke are en historie om jyderne) snakkede jeg med Sortmåne. Fortalte hvordan jeg aldrig selv havde været i Umbraen fordi det ikke var sikkert i København. Hun fortalte det var sikkert her. Jeg gik fra de andre. Jeg trådte ind i en anden verden. Da jeg vendte hjem flere dage senere var de stadig ved at spise, men jeg sultede. Men min første tur alene i Umbraen er en historie der skal fortælles ved en anden lejlighed.

Der blev oprettet et nyt Vi. Det lykkedes med hjælp fra forfædre-ånder. Selvom der i starten var tegn på orm i nærheden og krigerne måtte kæmpe for at holde mørke væsner på afstand. Vi mistede ingen. Det kunne vist ikke være gået bedre. Jeg kæmpede ikke, men hjalp i selve ritet til at åbne Viet. Jeg stod ved siden af Hviler. Begynder at forstå lidt hvad det er goder gør.

Der blev fortalt om bålet. Drageild fortalte det mest utrolige. Han havde mødt Morild og... ædt ham! Så hold de en slags minderite: "Jeg kender en ulv...". Alle de der kendte ham fik håret fyldt med aske og hovedet fyldt med minder. Morild er borte. Det føltes som enden på en æra. Jeg kan ikke vente til at fortælle det til Verdandi og Auda.

Jeg har sikkert glemt en masse. Men nogen ting vil jeg aldrig glemme.

--------------------------
10/12 (aftagende pukkelmåne)
For enden af Kanalen på Amager Fælled
------------------------------------
Efter at vi ikke rigtigt allesammen havde været samlet i lang tid kaldte jeg folk sammen for at mødes på fælleden - for enden af vandet.

Jeg fortalte lidt om vandet, og martyren i Fields - men det var kun meget lidt. Der var kulde i luften og en knugende tavshed. Efter noget tid ankom Daniel og fortalte at han havde fundet et sted ormen yngler - i Lejre. Der blev diskuteret frem og tilbage og vi skulle slå til straks eller om det var for farligt. Det endte med at vi besluttede at sende Daniel og Verdandi afsted for at kigge nærmere på det - og når de vender tilbage vil vi straks beslutte hvad vi kan gøre. Indtil da står den på intensiv kamptræning, vi forbereder os på det værste. Det kan være det her bliver enden. Den sidste kamp. Jeg håber det er det værd.

Byen-brændte stærkere end han plejer, og han var ikke til at være i nærheden af. Ikke bare jeg, men også Hviler, Daniel og Verdandi var til tider ved at komme klammeri med ham. Da det var værst besluttede Kåre at lave en fællesskabsrite for at bilægge stridighederne. Men det gik ikke. Vi skulle have alt fjendskaben frem i lyset så vi kunne renses for den - men da først folk uddeler skyld for dem der er døde bliver det for meget. Ritet bliver brudt og vi er splittede. Tårer på min skulder, mens de tre ulve der burde være mest voksne slås indbyrdes.

Jeg glæder mig til juleaften. Den dag vil jeg ikke skænke det en tanke at jeg er Gylfing. Julen holder jeg hos Verdandis familie...

Vi skiltes da efter endnu et fejlslagent forsøg på et forsoningsrite fra Hviler - denne gang kom vi slet ikke igang. Måske var der en grund til at vi ikke havde været samlet i noget tid? Jeg håber vi kan stå sammen når tiden kommer til at kæmpe for København.

--------------------------
22/12 (aftagende seglmåne)
Midvinterrite - ritepladsen på fælleden
------------------------------------
Giften brænder stadig i halsen efter slaget i Lejre. Men vi er alle i live endnu, og i dag er det tid til at fejre sejren.

Da jeg ankommer til ritepladsen sammen med Byen, Hviler og Daniel er de tre gydjer der allerede og de ser vores fakler på lang afstand. Flods glød svæver over stien.

På ritepladsen finder vi en fremmed cirkel - resterne af et ukendt rite, nogen eller noget havde været der...

Hviler bragte en flask god mjød som gave, og nogen havde vin med der blev varmet ved bålet. En kort stund var vi en familie.

Tiden kommer til ritet og tre gydjer opstiller os i tre vinkler. Auda taler med kraft i stemmen. Så er der tavshed til et glædeshyl sætter os fri til at hylde til lyset, og varmen. Snart.

Byen Brænder laver en 'selskabsleg' - det er nytår og vi skal lave løfter.
Byen lover at der i det nye år skal 'leges' om alfaposten
Flod brænder sin hue, der er kommet en Fy flod til København. Hun havde også fået en ny piercing.

Flod giver en julegave til Byen Brænder. En fin bog, kaldet "Den lille ulv". Han bliver vist glad for den - men der er noget mere i det.

Jeg udskyder fortællingen om Lejre og det er først da Auda bliver utålmodig jeg begynder fortællingen. Det er første gang efter indvielsen jeg bruger glasbloben og mens Univ varmer sig på en sten fortæller jeg for første gang et rigtigt sagn. Jeg håber en dag det vil blive genfortalt. Det ender med et fælles sejrshyl. Vi er ulve i aften, og det er vidunderligt.

Midt i det hele udfordrer jeg Verdandi for rang og hun modtager udfordringen. Næste gang vi mødes vil Verdandi fortælle hvad udfordringen består i siger hun.

Om bålet snakker vi om stort og småt. Daniels navn. Den gamle forstokkede Hviler og om hvordan gamle ulve ikke bliver udnyttet optimalt.

Imens er de tre gydjer mere mystiske end de plejer og laver rite i den fremmede cirkel. Byen blander sig, men jeg ser ikke hvad det går ud på. Til sidst bliver der stille og vi lader bålet dø ud.