Vis tekst

  Sidst opdateret: 13. okt 2004 22:01
  Kan læses af: alle

Skriver I Is tog en tår af sin kaffe, og stillede den fra sig på bordet for at genoptage læsningen. Men i det fangede en bevægelse i hans øjenkrog den erfarne skjalds opmærksomhed. Månens skær stod ind af porten til gårdspladsen, og i stærk kontrast til det smukke hvide skær, en mørk skikkelse med en aflang genstand i højre hånd. Skikkelsen kastede en lang, sort skygge mens den langsomt og usikkert vaklende, ja nærmest slæbende bevægede sig mod hoveddøren. Med krigerens kølige overblik løb han ud i gangen og greb spyddet i skabet, mens han alarmerende råbte op ad trappen til de andre.
Med vredens æts formandende ord om trænede fomors med sølvvåben i baghovedet, åbnede han døren samtidigt med at han trådte til side. Han forventede, ja et øjeblik næsten håbede på kugler gennem den vidtåbne dør. Men intet skete. Ud over kobbelfællernes tumlende forsøg på at komme ud af sengen, og i gang, kunne han intet høre, ikke engang de slæbende skridt over gårdspladsens grus. Han tog en dyb indånding og imens hans skikkelse voksede til dobbelt størrelse tog han med et brøl afsæt og sprang ud af døren. Den store, men dog stadigt menneskelige, skikkelse landede midt i gården og blinkede et par gange med øjnene for at vende dem til mørket. Han kunne selv uden gaver lugte ormen, men kunne sgu ikke få øje på det lede fomorsvin. Indtil han kiggede ned, hvor den fordrejede skikkelse lå. Et langt skridt baglæns, samtidigt med spyddet røg tilbage til stød. I det sammme genkender han det store horn, skikkelsen krampagtigt knuger i højre hånd. Samtidigt med at Midnatssjæl og hvalpende kommer stormende ud i gården, vipper Skriver forsigtigt den forslåede og bevidstløse David om på ryggen, for at sikre sig det er ham.
Derefter går det igen stærkt, Skriver løfter Davids livløse skikkelse op og bærer den mod huset, mens han råber ordrer til de søvndrukne og overraskede kobbelfæller. "Sara, skaf mig førstehjælpskassen.", "Midnatssjæl, klargør et renselsesrite". De får lagt David i stuen for at danne sig et overblik over hans skader. Hans krop bærer præg af sidste blot for få dage siden. Både rifter og sår fra kampe, og det dybe sår Bjarke gav ham som straf for at tale under knoglen.
Derudover har han to dybe, men ikke ret store sår på venstre underarm, og armen hænger underligt vissen og misfarvet. Det er fra de to sår den klamme stank af orm og fordærv spreder sig.
De næste par dage går med at passe den syge ulv, og flere gange dagligt kaste rensende riter. David har tydelige feberdrømme, og ødelægger da også sofaen, da han en nat i drømmene skifter. Selv om fremgangen er synlig går det langsomt, og efter tre dage er han endnu bevidstløs. På fjerde dagen vågner han op, kun for at fortælle at han klarer sig nok, for så at falde i søvn. Stanken er væk, og det er nu blot de almindelige skader der skal have tid, og da Ulvesind ikke er i området er der kun den lange træge vej. David nægter fortsat drilagtigt at fortælle hvad der er sket, for det er nu federe at finde ud af til blot. Efter et par uger eller tre takker David for husly, og trasker let humpende af sted mod den anden del af udfordringen.