Vis tekst

  Beskrivelse
  Kamptal
  Flere tekster

layout: spacer

Tilbage fra fjendeland

  Sidst opdateret: 07. jun 2004 08:39
  Kan læses af: alle

Den 3. juni hænger månen gul og drægtig over horisonten og nattergalen synger i timen mellem nat og daggry. Mosekonens bryg lægger kolde hænder på hjertet når man krydser gennem lavtliggende engdrag, og luften er sødligt tung af pollen og stanken af blomster. Ude ved Sortmånes og Benediktes hus banker det på døren lige som solen brænder igennem disen og Mani blegt trækker i skjul. Det er Mugge i følgeskab med Drageild - om de giver en kop kaffe eller noget?

Tilsyneladende er Mugge vendt sikkert tilbage fra Gellerup. Nåjah, Den Sidste Vinter er heller ikke længere i Gellerup. Hvor de lige er ved Mugge ikke. De skulle vel noget. Nåjah, de forlod Gellerup med liv og lemmer i behold. Mugge er tilsyneladende sluppet uden en skramme, og selvom han virker lidt slidt i filten ser det næppe værre ud end en forlænget weekend i byen.

Mugge beder ukarakteristisk høfligt om husly, æder hvad han kan finde i køleskabet, drikker hvad der bliver sat foran ham, og går så kold i gæsteværelset på 1. sal med udsigt til et stort egetræ og et vildnis af bærbuske. Han vil ikke vækkes medmindre Ormen render Troldhøj overende eller Ragnarok begynder. En uge senere dukker en forpjusket og forsovet Mugge op til overfladen for at tømme køleskabet igen. Bjørns evne til at sove igennem de værste tider ser ud til at have gjort ham godt, men Gellerup er ikke forsvundet fra hans øjne. Et par dage efter stikker han næsen nordpå for at deltage i sommerritet i Sorthøj. Smilende, venlig og med mørke øjne under huen.